Sct. Hans området

Besøg Sct. Hans Hospitalets Museum, drik kaffe i cafeen i Sct. Hans Have - og gå en tur i Kællingehaven og langs Roskilde Fjord.

Arkitektoniske perle

Sct. Hans Hospital er Danmarks ældste psykiatriske hospital fra 1816. Sankt Hans er en arkitektonisk perle tegnet af den kendte guldalderarkitekt Gottlieb Bindesbøll, der også tegnede Thorvaldsens Museum. Hospitalet ligger naturskønt ud til Roskilde Fjord i en fredet park. Et ældre gartneri med gartnerbolig ses endnu, hvor hospitalets gamle kirkegård er placeret. Voldstedet fra Roskildebispens gård Bistrup kan stadig også ses i landskabet.

Sct. Hans Hospitals Museum

I den vestlige del af Sct. Hans området kan du besøge Sct. Hans Hospitals Museum. Museet har en fin udstilling af psykiatriske patienters kunst - og en udstilling om hospitalets historie, som beskriver psykiatriens udvikling beskrevet via hospitalsinventar, behandlingsapparaturer og spændetrøjer. Det er muligt at få omvisninger.

Café, urtesalg og events

Den frivillige forening Sct. Hans Have har indtaget og aktiveret nogle af de ubenyttede faciliteter på det gamle hospitalsområde. Med kaffe og kage i caféen, krydderurter i drivhuse og forskellige kulturelle events har foreningen skabt en lille oase på stedet. Det gamle mekanikerværksted er bygget om til et hyggeligt cafékøkken, som får råvarer fra to væksthuse og en tilhørende bærhave.

I foråret 2014 tømte nogle af de frivillige hospitalets gamle kapel, og bygningen har nu fået nyt liv. Her bliver afholdt koncerter, konferencer, netværksmøder, foredrag, kunstudstillinger og andre events. Kapellet blev bygget i 1883, og dannede indtil for 23 år siden rammen om bisættelser af patienter fra Sct. Hans Hospital. Der er en speciel stemning i kapellet. Malingen skaller af og stedets særlige historie hænger i væggene.

Kællingehaven - bynær natur

Lige neden for Sct. Hans-området - vest for Roskilde Havn - ligger Kællingehaven, et stykke vild bynær natur med strandeng, stier og bænke ud til fjorden. Her er fundet en køkkenmødding fra Stenalderen med skaldynger af østersskaller. Fra Kællingehaven kan du gå en dejlig tur langs fjorden helt ud til Boserup Skov.

Stier ud i naturen

Følg Skjoldungestien fra Roskilde til Sct Hans og videre til Boserup - eller gå den anden vej ad Sortesti fra Rørmosen til Skt. Hans. Sortesti er en gammel kirkesti og her er et rigt fugleliv. Her kan du høre nattergalen i forårsmånederne. Det er også muligt at tage en 12,5 i km rundtur "Sti til naturen" fra Roskilde Domkirke, forbi Roskilde Havn, ud langs Kællingehaven og Roskilde Fjord gennem Boserup Skov - og derfra tilbage til Skt. Hans og videre op til Skt. Jørgensbjerg og Domkirken.

Mere viden om Sct. Hans området

Området omkring Sct. Hans Hospital har en lang historie og er i disse år i rivende udvikling. Du kan finde mere viden om stedet via nedenstående links:

Historien om Sct. Hans Hospital - Region Hovedstaden

VisitRoskilde om Sct. Hans Hospitals Museum

Foreningen Sct. Hans Have

Aktiviteter

Sct. Hans området er et historisk områder, der rummer skøn bynær natur. Du kan selv tage ud og opleve det - få inspiration til aktiviteter her:

Vandreture

Skjoldungesti-app

© Foto: Sct. Hans området; Ole Malling. Sct. Hans Kapel; Ebbe Møller Jensen, Sct. Hans Café; Laura Wang Hansen, Kællingehaven fra oven; Aske Tobias Jørgensen, Kællingehaven bro; Marianne Sonne.