Ledre­borg Landskabs­laboratorie

Et 1000 hektar stort område i nationalparken kan blive ramme om et nyt landskabslaboratorie, hvor forskere, praktikere og beslutningstagere sammen udvikler løsninger på tidens store kriser – klima, biodiversitet, vandmiljø og fødevarer. Læs mere om projektet her på siden.

Vi har brug for nye løsninger

Verden står midt i gigantiske kriser: Sult truer millioner, biodiversiteten kollapser, havene gisper og klimaforandringerne accelererer. Presset på klodens arealer er større end nogensinde - der er ganske enkelt ikke plads nok til både natur, klimatiltag og fødevare- og fiberproduktion, medmindre vi lærer at anvende arealerne på nye måder. Derfor er der behov for forskning og innovation, når det gælder nye produktionsmåder og kloge arealomlægninger.

Et laboratorium for fremtidens arealanvendelse

Ledreborg Landskabslaboratorie er et unikt, levende laboratorium. Her vil forskere, praktikere og beslutningstagere kunne gå sammen om at finde og udvikle viden, samt afprøve og skalere løsninger for fremtidens bæredygtige arealanvendelse.

Det store, sammenhængende landskab gør det muligt at teste fremtidens løsninger i stor skala og på tværs af skov, mark og natur - ikke bare på små, isolerede forsøgsparceller.

Samtidig skal landskabslaboratoriet være et demonstrationslandskab, hvor både fagligt interesserede og den brede befolkning kan opleve og lære om fremtidens bæredygtige landskab.

“Fremtidens landskaber skal som hovedregel kunne opfylde mange funktioner på samme tid på samme sted, selv om der også er behov for at biodiversitet nogle steder bliver prioriteret entydigt. Men hvordan gør vi det i praksis? Her er initiativer som landskabslaboratoriet afgørende, for her vil forskere, praktikere og beslutningstagere kunne gå sammen om at finde og udvikle viden og afprøve løsninger. Projektet rammer direkte ind i målene for den grønne trepart.”

Henrik Vejre

Professor ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet

Partnerskabet bag

Idéen om landskabslaboratoriet er skabt i et partnerskab mellem Globe Institute ved Københavns Universitet, Ledreborg Gods og Nationalpark Skjoldungernes Land. 

80 forskere, praktikere og beslutningstagere samlet i Lejre

Ledreborg Landskabslaboratorium er et projekt, der er under udvikling. Som led i denne udvikling deltog næsten 80 topforskere, praktikere, fonde og beslutningstagere på en todages workshop og konference i juni.

Deltagerne bidrog blandt andet til at udfolde konceptet og med idéer og input både til konkrete projekter, faciliteter og nødvendig infrastruktur i et kommende storskala landskabslaboratorie.

Det var to dage fyldt med viden, tværfaglighed, engagement, udveksling af erfaringer og fantastisk stemning - alt sammen medvirkende til at skubbe landskabslaboratoriet et godt stykke på vej i den helt rigtige retning.

Landskabslaboratoriet - hvad nu?

Den todages konference og workshop i juni var startskuddet til en videre proces. Vi arbejder nu med at etablere en solid baseline fra forskningen samt få den organisatoriske og økonomiske ramme for laboratoriet på plads. Vi iværksætter samtidig en række pilotprojekter og prøvehandlinger, som vi løbende vil opdatere om her på siden.

Landskabslaboratoriet skal forankres bredt, både i forhold til fagligheder, baggrund og geografi. Både fonde, forskere, forskningsinstitutioner, praktikere og beslutningstagere inviteres løbende med ind i maskinrummet - og du er også velkommen til selv at tage kontakt til os, hvis du vil opdateres eller bidrage til projektet.

@ Fotos: Ole Malling og Søren Præstholm. Video: Mohamed El-Shemy