Naturprojekt på Eskilsø

Nu får øen bedre levevilkår for fugle, padder, insekter og planter

Den Danske Naturfond har bevilget 1,42 mio. kr. til et stort naturprojekt, som skal give naturen på Eskilsø en hjælpende hånd. 

Store dele af øen har gennem mange år været dyrket med korn og andre landbrugsafgrøder. Dyrkningen er ophørt for mange år siden. Alligevel lever stadig få vilde dyr og planter på de tidligere marker. 

De spredte sten, der blev efterladt ved afslutningen af sidste istid, er fjernet for længst for at kunne dyrke jorden.

Desuden er flere vandhuller ved at gro til med bl.a. dunhammer og pilekrat til skade for padder og vandlevende insekter.

Derfor sætter projektet ind med flere indsatser:

  • Vilde frø fra artsrige overdrev og enge i området skal sås i udvalgte felter på de tidligere marker.
  • Heste og kreaturer skal hjælpe med at holde græsset nede, så et væld af vilde planter igen kan blomstre, og insekter kan finde føde.
  • Store sten skal udlægges for at genskabe istidens stenstrøninger. De er vigtige levesteder for mange dyr.
  • Mindre krat med hjemmehørende træer og buske skal etableres.
  • Vandhuller skal forbedres og et-to nye vandhuller skal etableres.

Desuden forhindrer et kunstigt dige mod syd, at fjordvandet kan trænge ind i et vådområde. Det skal fjernes, hvis en kommende analyse anbefaler det.

Endelig skal der skabes nye muligheder for naturoplevelser for gæster på øen.

Som del af projektet skal ændrede stiforløb og skiltning lede besøgende rundt på øen uden at forstyrre fuglelivet. Gæster skal guides ad bestemte ruter, så de mange fugle, der hvert år raster eller yngler på og omkring Eskilsø, samtidig får fred. 

Der vil også blive opsat tre mindre fugletårne, som skal give endnu bedre muligheder for at opleve det rige fugleliv.

Projektet gennemføres fra 2024-2026 og er udarbejdet i et tæt samarbejde mellem lodsejer Erick og Ingrid Struckmanns Naturfredningsfond, Frederikssund Kommune og Nationalpark Skjoldungernes Land.

Om Eskilsø

Eskilsø er Roskilde Fjords største ø (1,4 km2) og en naturperle midt i det smukke fjordlandskab mellem Frederikssund og Roskilde. Øen har særlig stor betydning for en række arter af både ynglende og rastende eng- og kystfugle. 

Ejer af øen Erick og Ingrid Struckmanns Naturfredningsfond har gennem årene gjort en stor indsats for naturplejen og for at øens rige fugleliv trives. Med den nye bevilling kan denne indsats videreføres og udvides, så øens vilde planter og dyreliv får en hjælpende hånd.

Læs mere om Eskilsø og Erick og Ingrid Struckmanns Naturfredningsfond her.

 

“Som ejer af Eskilsø er vi meget begejstrede og glade for den store bevilling fra Den Danske Naturfond, som giver os mulighed for at gennemføre en række af de ønsker og drømme bestyrelsen har haft siden øen blev omlagt til naturdrift i 2006.”

Niels Worm

Medlem af bestyrelsen for Struckmannfonden

@ Fotografer: Eskilsø fra luften, Weibel Media; Fuglekiggere på Eskilsø, Sam Christensen