Back2Woods

Skoven som rum for ro og naturoplevelser

Hvordan kan skoven bidrage til vores trivsel og give plads til ro, fordybelse og nye naturoplevelser? Og kan man flytte noget turisme fra de belastede kyster og ind i skovene gennem målrettet markedsføring af skovene som et sted, man kan finde ro, lade op og styrke sin mentale trivsel?

Det er omdrejningspunktet for det internationale projekt Back2Woods, hvor Nationalpark Skjoldungernes Land samarbejder med ti partnere fra Danmark, Tyskland, Sverige, Polen og Litauen.

Projektet skal udvikle og afprøve nye måder at bruge skovene til rekreation, fysisk aktivitet og mental trivsel, og samtidig udvikle et brand for dette. Gennem pilotforsøg og udveksling af erfaringer vil partnerne skabe ny viden og inspiration til et bæredygtigt friluftsliv og en naturturisme, der tager hensyn til naturen.

Back2Woods ligger i naturlig forlængelse af nationalparkens arbejde med at styrke det stille friluftsliv, hvor ro, nærvær og naturoplevelser er i centrum. Projektet giver os mulighed for at hente inspiration fra andre lande og samtidig dele vores egne erfaringer og viden, så vi kan inspirere hinanden på tværs af landegrænser.

Om projektet

Back2Woods (Rediscovering South Baltic Forests as Places for Mental Healing and Active Recreation) gennemføres fra 15. september 2025 til 14. september 2028 og ledes af Hochschule Wismar i Tyskland.

Projektet er medfinansieret af Interreg South Baltic Programme 2021–2027 gennem Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU).

Det samlede projektbudget er 2.549.650 euro, hvoraf EU bidrager med 2.039.720 euro.

Projektnummer: STHB.03.01-IP.01-0005/25

Læs mere om Back2Woods på Interregs hjemmeside.