Sagnlandet Lejre

Besøg Sagnlandet Lejre i hjertet af nationalparken. Sejl en tur på søen i udhulede træbåde, hug med økse som i gamle dage, eller gå på jagt efter fortidens skatte i det arkæologiske vandsold.

Kom tilbage i tiden

Sagnlandet Lejre er et arkæologisk forsøgscenter med huse og miljøer fra stenalder, jernalder, vikingetid og 1800-tallet. Det er et stemningsfuldt og spændende udflugtsmål for hele familien, hvor du kan opleve arbejdende værksteder, gamle husdyrracer og være med til en lang række arrangementer. Fortiden er levende i Sagnlandet.

Forskning

Sagnlandet Lejre blev stiftet i 1964 med det formål at drive et forskningscenter for udførelse af etnologiske, historiske og arkæologiske eksperimenter, gennemføre tilhørende forskningsopgaver og viderebringe resultaterne gennem videnskabelige kanaler og aktiv formidling og undervisning.

Sanseoplevelse

Kultur- og naturoplevelser er ryggraden i Sagnlandet Lejres koncept og aktiviteter. Besøger du stedet vil du få en sanseoplevelse, hvor både øjne, ører, næse, mund, hænder og fødder tilgodeses. Mød stenalderjægeren, jernalderbonden og de handlende vikinger. Kværn mel, og bag brødkiks, sejl en tur i en stenalderbåd, skyd med bue og pil, og udforsk livet for længe siden. I klappefolden kan du hilse på gedderne, se når vildsvinene bliver fodret eller gå på jagt i det arkæologiske vandsold.

Tilbud til både familier, skoler og arbejdspladser

Du kan tage en audioguide med ud i landskabet, høre historier og udforske området på egen hånd. Her udover har Sagnlandet specialiseret sig i undervisningstilbud og kan også skræddersy en oplevelsestur til arbejdspladsen. Sæsonprogrammets events giver også altid nye muligheder for oplevelser.

 

Fakta

Sagnlandet Lejre
Slangealléen 2
4320 Lejre

Tlf. 4648 0878
Mail: Obfuscated Email
Læs mere på Sagnlandets hjemmeside