Skrevet af: Laura Knapp, 9. klasses erhvervspraktikant hos nationalparken
Naturen sitrer op omkring ørerne, så snart vi tager det første skridt ud over landskabet.
Skyerne ligger som en tyk, mørk og kold efterårsdyne over vores hoveder. Blæsten bruser i træernes blade, imens Torben gør klar til at vise sine vandhuller frem. Han er udstyret med et par gummistøvler og en regnjakke, hvis nu de tunge skyer skulle give en skyller.
Torben bor sammen med sin kone Laila på en ejendom med 8 hektar land ved Gevninge i Nationalpark Skjoldungernes Land.
Fra mennesket til naturen
”Prøv lige at se et fint sted,” udbryder Torben, idet vi nærmer os det første ud af to vandhuller på hans ejendom. Vi tager et skridt nærmere, og pludselig stikker to lange ører op lige midt i en lille græstot. Efter et splitsekund følger kroppen. ”Se der løber sørme en hare,” nævner Torben, og peger pludselig over mod noget i det fjerne, og fortsætter: ”Se lige der! Det er vores snehvide musvåge. Den er kommet her på ejendommen igennem 20 år. Ja, man ved aldrig helt, hvad man møder i naturen.”
Vandhullerne blev skabt af Nationalpark Skjoldungernes Land for cirka halvandet år siden. ”I foråret 2021 startede hele eventyret med de spændende vandhuller,” forklarer Torben og fortsætter: ”Vandhullerne er en gave, som min kone og jeg kan give til naturen.”
I det samme kommer en af hans i alt syv heste løbene mod os. Torben forklarer videre, at økologi altid har været vigtigt for ham i hans beskæftigelse med økologisk landbrug i over 20 år.
Viden omkring vandhullerne
Nationalpark Skjoldungernes Land har i samarbejde med lokale lodsejere fået etableret i alt 15 nye vandhuller, og snart kommer fem nye til. Projektkonsulent Thomas Vestergaard-Nielsen fra Nationalpark Skjoldungernes Land fortæller, at vandhullerne skaber nye levesteder for insekter, padder og andre dyrearter, som er truet.
”Det er utrolig vigtigt med mange forskellige insekter, fordi insekterne netop er bunden af fødekæden, og hvis de først har det svært, vil vi hurtigt kunne observere det på resten af fødekæden, som lever af insekterne,” siger Thomas Vestergaard-Nielsen.
”Vi kan se på blandt andet vores bilrude, at der lever langt færre insekter, end der gjorde, da vi var børn. Jeg husker særligt, at efter en køretur på landet, som barn, var der enormt mange fluer osv., som var splattet ud på forruden. Det oplever vi ikke rigtigt mere, og det er et tydeligt tegn på, at der er langt færre insekter i dag,” konkluderer Thomas Vestergaard-Nielsen.
Naturoplevelser
Vores næser titter nu lige akkurat ud over det halvbrune vandhul, som er omkranset af sten, siv og de sidste af sommerens urter. ”Selvom vandhullerne lige nu ser triste ud, er det bestemt ikke sådan, det altid står til. I sommers myldrede vandhullerne af liv. Det var spændende at opleve,” fortæller Torben og forklarer videre:
”I sommers oplevede vi helt klart mest liv. Vi har et barnebarn, som er meget naturinteresseret, og hun var sammen med min kone ude med waders og fiskenet. Vi så mange insekter, såsom vandnymfer, rygsvømmere, stavtæger, biller, libeller, guldsmede og en del salamandre og frøer.”
Samarbejdet med nationalparken
Vi går lidt videre og snakker om, hvordan vandhullerne blev til. ”Min kone og jeg faldt over en artikel, som beskrev, hvordan nationalparken havde etableret vandhuller hos en privat lodsejer, og hvordan det gavnede naturen i området,” forklarer Torben og uddyber, at der nederst i artiklen stod, at man kunne kontakte Nationalpark Skjoldungernes Land, hvis man selv ejede jord og kunne se muligheder i et samarbejde med nationalparken om at skabe bedre forhold for naturen.
”Vi syntes, at hele projektet omkring vandhuller lød interessant, så vi kontaktede Nationalpark Skjoldungernes Land, og her står vi med to vandhuller,” siger Torben med et smil. ”Vi snakkede så efterfølgende med vores nabo om vandhullerne, da vi var meget begejstrede for dem, og samme begejstring viste han, så nu har han også selv et vandhul, som Nationalpark Skjoldungernes Land har etableret,” forklarer Torben og afslutter: ”Er det ikke morsomt?”
Forude dukker andet vandhul nu op. ”Det her vandhul har ingen siv, alger eller noget lignende. Det er fordi mine heste sommetider går ud i vandet, og på den måde træder dem ned. Det skaber liv, lys og luft til insekterne,” siger Torben og peger på de mange spor fra hestehove i mudderet langs vandet.
Ekstra kærlighed
Vandhullerne er ikke det eneste naturkærlighed, som naturen har fået hos Torben. ”Kan I se hvad det er?” Spørger Torben og peger ud over det kuperede landskab, hvor der er flere forskellige, mindre indhegninger. ”Inde i indhegningerne har nationalparken plantet træer,” lyder det fra Torben. ”De små holme af træer skaber grobund for mere natur og de gør, at dyrene kan få skygge. Men først, når træerne har vokset sig store, og hegnet kan pilles ned,” forklarer Torben.
Vandhuller og holme med træer er ikke det eneste, som er gjort for naturen på Torbens ejendom. Rundt omkring kan vi se flere tiltag. ”For noget tid siden fældede vi en masse træer. De ligger i en bunke deroppe som kvas. Kvas er godt, da dyrene kan søge tilflugt,” lyder det fra Torben.
Derudover har nationalparken sået vilde urter i den jord, der blev gravet op og kastet omkring vandhullerne, da de skulle etableres.
Ofringer til gengæld for naturen
Igennem Torbens 20 år med økologisk landbrug har hans gård huset mange forskellige dyr, men lige nu består dyreflokken af heste og får. Efter vores tur ned over engene til vandhullerne, er vi nu tilbage til foldene, hvor der på den ene eng går får.
”Prøv at se deres fold,” siger Torben og viser en fold frem, som ligner en golfbane. ”Fårene græsser alt græsset helt ned, og det skaber ingen lufthuller eller små pletter med efterladt græs eller urter til biodiversitet. Der er ingen levesteder tilbage. Af den grund har vi valgt at udskifte fårene med en ko og en lille kalv. Koen med kalv er bedre for biodiversiteten, da de ikke græsser alt græsset ned, men derimod plukvis, og det vil skabe masser af levesteder i vores enge til alle de insekter, som blandt andet lever i vandhullerne. Kokasser er også meget bedre levesteder end det, fårene efterlader,” afslutter Torben, imens vi tager de sidste skridt op mod den gule gård.