To nye Skjoldunge-sheltere indviet ved Østby Jollehavn

Ny konkurrent til nationalparkens smukkest beliggende shelterplads?

Nationalpark Skjoldungernes Land indviede tirsdag den 23. september en himmelsmuk shelterplads ved Østby Jollehavn. De to nyopførte Skjoldunge-sheltere ligger i vandkanten med havudsigt mod Jyllinge Holme, en panorama-placering, hvor du kan nyde både solopgang og solnedgang direkte fra pladsen. Komforten er også i top i de arkitekttegnede sheltere, som kan lukkes delvist af med luger, så der er mere privatliv og ly for vind og vejr.

Et af de to nybyggede sheltere ved Østby Jollehavn. Shelterne blev ved indvielsen navngivet Hugin og Munin, ligesom Odins to ravne.

Ny shelterplads i Nationalpark Skjoldungernes Land

I det idylliske landskab ved Roskilde Fjord ligger de to nye sheltere på et lille næs, omkranset af havet. Shelterne ligner ikke almindelige sheltere – de ligner stævnen på to vikingeskibe, der er trukket op på land.

– Nogle har sagt, at sådan ser et shelter da ikke ud. Og de har ret. Nationalparkens sheltere har et anderledes udseende. De sender et signal om fortiden og den kulturarv, som har været her i 1.000 år - den klinkbyggede træbåd, som for et par år siden blev udnævnt til UNESCO verdensarv. Det er en tradition vi ønsker at hylde med shelternes klinkbyggede vægge og rette stævn. Vi håber, at folk vil tage sheltertypen til sig, og at de kan blive lune omdrejningspunkter for overnatning og hygge efter friluftsliv og sejlads i alt slags vejr, sagde nationalparkchef Anders Bülow i sin indvielsestale.


Frederikssunds borgmester Tina Tving Stauning og nationalparkchef Anders Bülow indviede de nye sheltere ved Østby Jollehavn.

De nye sheltere er tegnet af NORRØN og opført af Nationalpark Skjoldungernes Land i samarbejde med den lokale jollehavn Østby Bådelaug og Frederikssund Kommune, og med støtte fra Friluftsrådet og Lokale og Anlægsfonden. Shelterne er bygget langt fra trafikerede veje, helt tæt på vandkanten og i læ af en lille skov.

Ud over at invitere flere til at overnatte ude, skal shelternes unikke udtryk også markere nationalparkens sagnomspundne fortid vikingeskibet som inspiration, uddyber Mikkel Eeg, som er ansvarlig for opførelsen af den nye shelterplads i Nationalpark Skjoldungernes Land.

– Skjoldunge-shelterets design er en markør for nationalparken og fortællingerne om vikingetiden, Kong Skjold og Danmarks begyndelse. Derudover tilbyder shelterne en mere komfortabel outdoor-oplevelse, som giver flere lyst til at komme ud i naturen. 

– Shelteret kan nemlig lukkes bedre af end et almindeligt shelter, hvilket giver mere privatliv og læ mod vind og vejr. Særligt de grupper, der ellers ikke så ofte kommer ud at overnatte i naturen, foretrækker de nye og mere afskærmede sheltere, fortæller Mikkel Eeg.

Arkitekter inspireret af Skjoldungernes skibe og sagn

De nye shelteres udtryk er hentet i områdets historie og de oldnordiske sagn, der fortæller om Kong Skjold og slægten af Skjoldunger, der har givet navn til Nationalpark Skjoldungernes Land.

Ifølge disse sagn blev en spæd Kong Skjold sendt til Lejre af Odin. Barnet kom sejlende ind i Roskilde Fjord på et vikingeskib, omgivet af guld og våben. Skibet sejlede for fulde sejl, men uden spor af en besætning. Derfor tolkede de krigsplagede danere, at barnet var Odins søn, og han blev kronet til Danmarks konge.

Kong Skjold samlede og regerede landet fra sit kongesæde i Lejre, ligesom hans slægt af Skjoldunger gjorde det efter ham. På den måde blev vikingeskibet begyndelsen på hele fortællingen om Skjoldungeslægten og Danmarks begyndelse.

Det er ikke kun sagn, der giver vikingeskibet en helt særlig betydning i nationalparken. De 1.000 år gamle vikingeskibe, der nu er udstillet på Vikingeskibsmuseet, blev udgravet ved Skuldelev, blot 5 km nord for shelterpladsen. Skibsstævnen er dermed både et symbol på de sagnomspundne Skjoldunger og vikingernes storhedstid, men også på, hvordan vi bærer arven videre i dag.

Overnat i det historiske landskab

Nationalpark Skjoldungernes Land strækker sig over et område på 170 km2 med Roskilde Fjord i nord og Lejre, Hvalsø og Skovhøjlandet i syd. Her er landskabet gennemskåret af store smeltevandsdale fra istiden, hvor åer forbinder land med fjord, hvilket har haft stor betydning for Lejres udvikling som et magtcenter i den tidlige Danmarkshistorie. Med vandet og vikingeskibene kunne kongerne nå hele riget og reagere hurtigt på trusler udefra.

Nu kommer der flere muligheder for at overnatte ude i det historiske landskab.

- Nu har vi fået opført de første sheltere i det karakteristiske design her i nationalparken, og vi vil bygge flere lignende shelterpladser langs Skjoldungestien, som går hele vejen fra Hvalsø, gennem Bidstrupskovene, Lejre og nord til Roskilde Fjord. Når flere af de nye sheltere skal opføres, tager vi hensyn til de omgivelser og det landskab, de bliver en del af, og derfor findes shelterne i tre størrelser. 

- Den største model er tiltænkt shelterpladser i skoven blandt høje træer, mens den laveste model er tiltænkt det åbne land. Shelterne ved Østby Jollehavn er de lave og er designet til det halvåbne kystlandskab. Shelterne kan huse fire personer – måske fem, hvis der er børn iblandt, forklarer Mikkel Eeg.

Et af de to nye Skjoldunge-sheltere ved Østby Jollehavn. Shelteret kan lukkes delvist af med luger, så der er mere privatliv og ly for vind og vejr.

I de nye sheltere er der plads til hele familien

Oplevelsen inde i shelterne adskiller sig markant fra det traditionelle shelter. 

I alle sider af shelterne er der placeret luger i gulvhøjde, som kan åbnes og lukkes. Lugerne indbyder til leg og sikrer samtidig, at man kan skærme af fra bålrøg, regn og vind, så flere får lyst til at overnatte ude i naturen. På en lun, stille sommernat kan du med åbne luger ligge med udsyn direkte til fjorden. Og i regn og rusk, kan du skærme dig af til natten.

De nye sheltere er også bygget, så de giver mulighed for både fællesskab og privatliv. I den smalle ende er et lille overdækket uderum og i den brede ende, som er vendt mod bålpladsen, er der monteret en skibsbænk med plads til madlavning og bålhygge.

Alle er velkomne

Alle er velkomne til at bruge shelterpladsen, hvor der udover sheltere er et offentligt toilet og vand. Overnatning i shelterne er gratis. Shelterpladsens nøjagtige placering og information om bookning kan ses i nationalparkens app eller webkort. Shelterpladsens navn er Hammer-shelterplads – opkaldt efter områdets historiske navn. Arealet er ejet af Frederikssund Kommune.

© Fotografer: Mikkel Eeg: Et af de to nybyggede sheltere ved Østby Jollehavn - udefra, Malene Bendix: Frederikssunds borgmester Tina Tving Stauning og nationalparkchef Ander Bülow; Skjoldunge-shelteret ved Østby Jollehavn - indefra.