Skjoldungestien har fået vokseværk

Den populære vandrerute, Skjoldungestien, er blevet forlænget med halvanden kilometer natursti.

Vandrere på Skjoldungestien mellem Gevninge og Gl. Lejre. Foto: Malene Bendix

Søndag den 2. oktober kl. 15 bliver Skjoldungestien officielt forlænget med 1,5 km ved Gevninge. Det fejrer Nationalpark Skjoldungernes Land med en indvielse og sang, hvor alle er velkomne.

Ny bro over Gevninge Å

Den nye natursti, som forlænger Skjoldungestien, løber langs Gevninge Å på HOFORS kildeplads. Strækningen har egentlig længe været åben for offentlig adgang til fods, men da stien krydser åen, har det ikke været muligt at nå hele vejen gennem området uden at få meget våde sokker.

Med en nybygget gangbro er der nu skabt bedre adgang, sådan at alle kan nå tørskoet i mål. Desuden er der bygget en trappe op til Lindenborgvej, så vandrere kan begynde eller slutte turen der, uden at skulle kravle på alle fire op ad bakken.

Det er Gevningehalvøens Stigruppe, der har igangsat arbejdet med den nye sti. Lejre Kommune og Nationalpark Skjoldungernes Land har indgået aftalen om adgang med HOFOR og de enkle faciliteter, som skulle til, for at gøre turen mulig.

Et trampespor gennem vild natur

Hovedstadens Forsyningsselskab (HOFOR) har i årtier indvundet drikkevand til Storkøbenhavn langs Gevninge Å.

Områdets drikkevandsindvinding betyder, at naturen har fået lov til at udvikle sig vildt, og derfor er der masser af naturoplevelser langs den nye sti. Fx lever der mange dyr i de væltede træer og i den høje rørvegetation langs åen, og er man heldig, kan man møde den lille spidssnuede frø, som er fredet, eller dens fjende, fiskehejren, som holder skarpt øje med alle, der kommer forbi.

Den vilde natur betyder også, at der efter regnfulde dage kan være vådt og mudret, og praktisk fodtøj vil derfor gøre vandreturen mere behagelig.

Flere store naturoplevelser

I Lejre Kommune glæder det Borgmester Tina Mandrup, at der nu er skabt nemmere adgang til det fine naturområde.

”Vi er glade for at kunne give de vandrende på Skjoldungestien og ikke mindst de lokale i Gevninge denne nye sti og naturoplevelse. Med den skaber vi bedre adgang til naturen direkte fra dørtærsklen i Gevninge, og uden at vandrere skal krydse befærdede veje. Jeg vil gerne takke Gevningehalvøens Stigruppe for at have taget initiativ til dette,” siger Borgmester Tina Mandrup.

I Nationalpark Skjoldungernes Land er nationalparkchef Anders Bülow enig.

”Det er godt for vores helbred og dannelse, at vi har let adgang til naturen i hverdagen. Men også for vores interesse for naturbeskyttelse, fordi vi værner mere om det, vi holder af og kender til,” siger nationalparkchef Anders Bülow.

At den nye sti er en natursti, betyder blandt andet også, at færdsel i området sker på naturens præmisser. Hunde skal holdes i snor, og larm vil skræmme dyrene og dermed de store naturoplevelser væk, hvorfor der opfordres til, at man færdes stille og roligt på den nye sti.

”De fleste steder i nationalparken oplever vi, at vandrere og alle andre er gode til at vise hensyn til hinanden og til naturen, og det håber vi selvfølgelig også, bliver tilfældet her,” siger Anders Bülow.

Michael C. Kring fra Gevninge Halvøens stigruppe glæder sig også til at indvie stien, som skaber direkte adgang fra Skjoldungestien til Gevninges charmerende landsbymiljø.

"Efter lang tids arbejde og godt samarbejde med lokale borgere, HOFOR, Nationalpark Skjoldungernes Land og Lejre Kommune er det en forløsning, at vi nu kan byde velkommen til glade vandrere. For os i lokalområdet er det en skøn rundtur i smuk natur. Det er tæt på landsbyen, og giver alligevel følelsen af, at være langt fra Alfarvej, omgivet af naturens lyde. Succesen med denne sti, giver os mod på at fortsætte arbejdet med andre stier," siger Michael C. Kring.

Vær med til snorklip, taler og gåtur

Solen står forhåbentligt højt på himlen og fuglene synger, når samarbejdsparterne mødes den 2. oktober klokken 15 for officielt at indvie den forlængede Skjoldungesti.

Ved arrangementet vil borgmester Tina Mandrup klippe snoren til den nye sti. Herefter vil der være taler, musik, fællessang og en rask gåtur. Der er øl og vand, og alle er velkomne!

Mødestedet er der, hvor vejen Holmehuse krydser Gevninge Å, og der er parkeringsmulighed ved krydset Gevninge Bygade og Kirke Allé.