Nyt projekt: Blåmuslinger skal forbedre miljøet i Roskilde Fjord

Aage V. Jensen Naturfond støtter det nye natur- og forskningsprojekt i Roskilde Fjord med 7,8 millioner kroner.

Foto: Karsten Dahl

Blåmuslinger lever af planktonalger og andre mikroskopiske organismer, som de filtrerer fra vandet. Nogle blåmuslinger filtrerer 2-3 liter vand i timen, og i denne proces sorterer muslinger den næringsrige føde fra og sender renset vand ud igen.

På den måde er muslinger med til at rense vandet for nogle af de næringsstoffer, der skader miljøet i havet og fjordene, heriblandt Roskilde Fjord.

I et nyt forskningsprojekt vil forskere nu undersøge effekten af muslingerev i Roskilde Fjord på fjordens miljømæssige tilstand.

41 millioner kroner til et mere rigt hav

Det nye projekt kan realiseres takket være Aage V. Jensen Naturfond, som har besluttet at støtte projektet med hele 7,8 millioner kroner. Bevillingen er en del af en større støtte til forskning i havet på i alt 41 millioner kroner.

- Havets biodiversitet er i en særlig dårlig tilstand. Næringsstoffer, fiskeri, klimabetingede ændringer og fysiske forstyrrelser af havbunden er nogle af årsagerne bag. Aage V. Jensen Naturfond fokuserer med denne donation på ny viden til forbedring af naturen i havet,” siger bestyrelsesformand Mette Fabricius Skov.

Naturfonden støtter i alt seks projekter, hvoraf projektet i Roskilde Fjord er det ene. Dette projekt bliver ledet fra Risø af professor Marie Maar fra Aarhus Universitet Institut for ECOscience i samarbejde med Roskilde Oplevelseshavn, Gershøj Fritidsfiskere og Nationalpark Skjoldungernes Land.

Nye muslingerev og renere vand

Natur- og forskningsprojektet igangsættes til april 2024 og løber over en periode på fire år. Det første, der skal ske, er, at Roskilde Fjord skal kortlægges med henblik på at udpege de steder, der er bedst egent til at etablere muslingerev.

Fx er det afgørende, at bunden ikke er for blød, for så vil muslingerne forsvinde i mudderet. Det samme gjorde sig gældende, da nationalparken skulle undersøge, hvor det var bedst at etablere stenrev. Dernæst skal også vandforholdene undersøges.

Før man kan etablere revene er det nødvendigt at have nogle blåmuslinger, og derfor bliver det også nødvendigt at opdrætte muslinger, som kan sættes ud. Når muslingerevene er etableret, vil forskere følge dem over tid og se, hvordan de klarer sig.

- Dele af Roskilde Fjord er i dårlig tilstand. Når muslingerne renser vandet, kommer der mere klarhed i vandet. Det giver det mere lys, hvilket er godt for eksempelvis ålegræs, fortæller professor Marie Maar til Sjællandske Medier.

Udover at blåmuslingerne forventes at bidrage til en renere fjord, forventes det også, at de nye rev vil tiltrække andre organismer, og at muslingerne bliver føde for flere arter.