Nyt oplevelsesrum i Sct. Hans Have

I Gartnerhuset i Sct. Hans Have kan du nu opleve to splinternye udstillinger - en om Skjoldungestierne og en om Sct. Hans Haves blomster og blomsterbestøvere.

Nationalpark Skjoldungernes Land har netop åbnet en ny info-port i Gartnerhuset i Sct. Hans Have. Her kan du udforske to nye udstillinger, som giver ro til opdagelse og fordybelse for alle aldre.

Udstillingerne inspirerer til at komme ud i naturen og vil åbne vores øjne op for nationalparkens væld af blomster og insekter.

Tag på tur på Skjoldungestien – og leg med Skjoldunger

Den ene udstilling inviterer dig ud på Skjoldungestierne og inspirerer til vandringer i nationalparken. Her kan du hente kort til din vandretur – og fordybe dig i viden om vandring og nationalparkens mange stier.

Den mystiske slægt af Skjoldunger har lagt navn til både Skjoldungestien og Nationalpark Skjoldungernes Land, og på nederste hylde i den nye udstilling, kan børn og barnlige sjæle få fingrene i små figurer af de mest berømte Skjoldunger – lige til at lege med. På øverste hylde står læseplader med hver Skjoldunges historie – lige til at læse højt af.

Fra porten i Sct. Hans Have træder du ud på to rundture på små 10 km via Skjoldungestien. Gå nord på langs fjorden til Boserupgård Naturcenter og tilbage via Rørmosen, eller den anden vej mod syd til Roskilde Havn, Roskilde Domkirke og tilbage via Sct. Jørgensbjerg.

Træd ind i blomsternes og biernes mikroverden og se det store i det små

Den anden udstilling handler om Sct. Hans Have og om de blomster og små bestøvere, du kan finde ude i haven.

På et lille laboratoriebord kan du med forskellige håndlupper, plantelupper og stereolupper opleve det store i det små. Her er en montre med en samling af havens sommerfugle, humlebier, svirrefluer og bier, og en plantevæg med forskellige urter fra natur og have. Du kan også selv hente blomster og smådyr ind til nærmere undersøgelse i stereolupperne – bare du lukker dyrene ud igen.

Se admiralsommerfuglens smukke vinger under luppen – eller undersøg forsigtigt skarnbassens metalskinnende dækvinger. Sæt dig ned og forsvind for en stund helt ind i en forunderlig mikroverden af blomsterstøv og svirrende vinger.

Gartnerhuset er en af flere nye trædesten til nationalparken

Gartnerhuset står som et smykkeskrin, duftende af træ og linoliemaling, nyrenoveret efter alle håndværkskunstens regler. Cafe Sct. Hans Have har indsamlet midler til renovering af huset, og elever og undervisere på Skibby Produktionsskole har snedkereret udstillingsmøblerne. Fremadrettet skal Sct. Hans Haves frivillige være med til at drive huset.

Info-porten er en del af Nationalparkens Trædestensprojekt finansieret af Nordea-fonden. Ud over Sct. Hans Have er flere nye trædesten ud i nationalparken undervejs. Fx bliver Boserupgård Naturcenter i Boserup Skov og den gamle skovridergård, Valborup, i Bidstrupskovene ved Hvalsø i fremtiden også udgangspunkter for nye oplevelser i nationalparken.

Besøg Udstillingen

Du kan besøge Nationalparkens info-port, når Cafe Sct. Hans Have har åbent lørdag og søndag fra klokken 11 – 17. I juli måned er åbningstiden fredag til søndag fra 11 – 17. Adresse: Bistrup Alle 36, 4000 Roskilde.

Kontakt

For mere information om Cafe Sct. Hans Have og Nationalparkens infoport kontakt gerne: 
•    Cafe Sct. Hans Have: Direktør Tina Unger, telefon 2467 4780, e-mail: tina@scthanshave.dk.
•    Nationalpark Skjoldungernes Land: Formidlingskoordinator Malene Bendix, telefon: 9359 7099. E-mail: maben@nst.dk.  

© Fotografer: Malene Bendix: Udstilling Gartnerhuset; Sommerfugl: Morten D.D. Hansen