ROMUS-projektet arbejder for at give livet i Roskilde Fjord et løft. Gennem opbygning af nye muslingerev vil projektet skabe bedre levevilkår for både planter, fisk og smådyr – og samtidig hjælpe med at rense vandet. Når muslingerne vokser, fungerer de nemlig som naturens egne små vandrensere.
I alt skal der anlægges fire rev i fjorden, og erfaringerne herfra skal bruges til at udvikle en model, som også kan hjælpe andre steder – både i Danmark og internationalt – med at genoprette kystnære områder.
Projektet er støttet med 7,8 mio. kr. af AAGE V. JENSENS NATURFOND, og gennemføres over de næste 3 år i et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Aquamind, Blue Research, Gershøj Fritidsfiskerforening og Nationalpark Skjoldungernes Land.
Muslingerne til de nye rev bliver opdrættet lokalt i fjorden. Det er vigtigt, da muslingerne er særligt tilpasset de miljømæssige forhold, som fjorden byder på. Man vil derfor kunne se et større anlæg fra havnen indtil muslingerne er udlagt på de udvalgte lokaliteter.
Informationsmøde på Gershøj Havn
Den 2. juni kl. 15.00 inviterer ROMUS-projektet alle interesserede til informationsmøde om projektet.
Naturgenopretningsprojektet starter nemlig i Gershøj havn, hvor båden Liva skal holde til de næste par år. Den nænsomt restaurerede båd får en nøglerolle i arbejdet med at genoprette muslingerev i Roskilde Fjord – og markerer samtidig en vigtig milepæl i projektets arbejde for et sundere havmiljø.
Informationsmødet finder sted i Gershøj Børneklubs lokaler, hvorefter der vil være rundvisning og fejring af båden LIVA på havnen.
Alle er velkomne, men på grund af begrænset plads, skal man tilmelde sig informationsmødet via nationalparkens bookingsystem her.
Velkomsten til båden LIVA markerer starten på et vigtigt kapitel. Båden skal fremover bruges til at opdrætte og sætte muslinger ud i fjorden – og bliver dermed en nøglespiller i arbejdet for en sundere fjord.
Alle er velkomne til at deltage!
Tid og sted ”Informationsmøde”:
🗓️ Mandag den 2. juni 2025, kl. 15.00
📍 Gershøj Børneklub, Gershøj Havnevej 22, 4070 Kirke Hyllinge
Tid og sted ”Velkommen til LIVA”:
🗓️ Mandag den 2. juni 2025, kl. 16.00
📍 Gershøj Havn, Gershøj Havnevej 27, 4070 Kirke Hyllinge
Maria Holst Palner
Projektmedarbejder | Biolog | Fjord og formidling
© Fotografer: Sofie Clauson-Kaas: Musling på strand, Karsten Dahl, Muslingerev