Landskabet på halvøen Bognæs i Roskilde Fjord er enestående. Her finder du tydelige tråde tilbage til fortidens kongelige vildtbane og guldalderlandskab samt en fantastisk natur med 500 år gamle egetræer, sjældne skovbiller, padder, krybdyr, flagermus og insektædende fugle.
For at bevare, genskabe og udvikle Bognæs’ natur har Nationalpark Skjoldungernes Land udarbejdet et stort landskabs- og biodiversitetsprojekt. Projektet omfatter et 476 hektar stort område og beskriver en række indsatser, som skal understøtte områdets biodiversitet og landskabsværdier.
Med en flot bevilling på 4 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og 0,4 millioner fra nationalparken kan projektet nu realiseres.
Mere vand, flere blomsterrige enge og overdrev
Blandt de tiltag, der nu kan gennemføres, er genskabelsen af de naturlige vandstandsforhold på halvøen. Det skal ske gennem etablering og forbedring af mindst 40 vådområder spredt over hele området – og både i skov og på lysåbne områder.
De mange vådområder vil gavne blandt andet insekter, fugle og især padder. Det gælder fx stor vandsalamander, som lever i skovsøerne på Bognæs.
Dernæst vil nationalparken omlægge cirka 30 hektar tidligere dyrkede arealer til åbent land med blomsterrige enge og overdrev. Det gøres ved at så vildfrø fra andre sjællandske enge og overdrev samt plante solitære ege og hvidtjørne af lokal oprindelse. Målet er, at områderne igen vil blive hjem for masser af sommerfugle, vilde bier og engfugle som viber.
Flere sten og græssende dyr
Gennem årene er der fjernet mange store sten fra landbrugsarealerne på Bognæs. Derfor ønsker nationalparken også at lægge store sten tilbage i landskabet og på den måde genskabe de stenbestrøede overdrev og enge. Stenene gavner blandt andet forskellige myrearter.
Sten skal også anvendes til genskabelsen af et 200 meter langt stendige, som både har en kulturhistorisk værdi, og værdi for arter som firben, snoge og mus, der gemmer sig mellem stenene.
Året rundt skal store, græssende dyr holde græs og krat i skak. Afgræsningen skal varetages af hårdføre kreaturer, heste og de mange dådyr og rådyr, der allerede lever på Bognæs.
Afgræsning har mange fordele i forhold til biodiversiteten. Blandt andet skaber det plads til flere arter af planter, som ellers ville blive udkonkurreret af de hurtigvoksende græsser.
Et frivilligt samarbejde
Udover at være et storslået naturprojekt til gavn for biodiversiteten på Bognæs er projektet også et rigtig godt eksempel på det frivillige samarbejde, som ligger til grund for hele nationalparkens arbejde. Det fortæller projektleder, Thomas Vestergaard-Nielsen, fra Nationalpark Skjoldungernes Land.
- Nationalparker i Danmark har ingen særlig lovgivning, og derfor arbejder vi med værktøjer som dialog, samarbejde, planlægning og frivillighed. Et projekt som dette på et privat areal kan kun lade sig gøre, fordi vi har et rigtig godt og frivilligt samarbejde med ejeren, hvilket vi er utrolig glade for, siger Thomas Vestergaard-Nielsen.
Også Michael Halbye, som ejer Bognæs, glæder sig over at kunne realisere naturprojektet i samarbejde med nationalparken.
- Jeg er glad og stolt over at være en del af denne indsats. Og jeg håber, at projektet på Bognæs kan være med til at inspirere andre lodsejere til at gøre noget tilsvarende, siger Michael Halbye.
En af ambitionerne med projektet er da også, at gøre det til et mønstereksempel på, hvordan man kan stoppe tilbagegangen for vilde dyr og planter. Et mønstereksempel, som forhåbentlig kan tjene som inspiration for andre lodsejere.
Ny natur tager tid, men vi hjælper den på vej
Med bevillingen fra A.P. Møller Fonden kan arbejdet på Bognæs gå i gang, når myndighederne har givet de fornødne tilladelser til projektet. Det første, der skal ske, er at genskabe de naturlige vandstandsforhold. Når hele projektet er gennemført, skal naturen have tid til at etablere sig under de nye forhold.
- Vi hjælper naturen på vej ved at så frø fra vilde planter, så det går hurtigere med at omdanne de tidligere dyrkede arealer til den naturtype, vi kalder et overdrev. Et overdrev er kendetegnet ved at være et afgræsset, næringsfattigt område med masser af forskellige urter, sommerfugle og andre insekter, fortæller Thomas Vestergaard-Nielsen.
Besøg Bognæs
Selvom Bognæs er privatejet må du gerne besøge området og opleve den fantastiske natur, der findes på halvøen. Det nye projekt ændrer ikke ved dette.
Som altid, når du færdes i naturen, er det dog nødvendigt at kende til reglerne. Og i private skove som dem på Bognæs gælder, at du må færdes på vej og sti til fods og på cykel fra kl. 6 til solnedgang. Det er altså ikke tilladt at gå rundt i skovbunden, hvis der ikke er anlagt en sti.
Og som det gælder i alle naturområder skal skraldet selvfølgelig med hjem og hunden skal holdes i snor. På den måde er du med til at passe på fuglelivet og naturen.