Naturen er i den grad kommet på den politiske dagsorden og alles læber. Vi færdes i naturen som aldrig før, vi bekymrer os om den, er nysgerrige på den og vil have mere af den.
I Danmarks fem nationalparker – Nationalpark Kongernes Nordsjælland, Nationalpark Vadehavet, Nationalpark Mols Bjerge, Nationalpark Thy og Nationalpark Skjoldungernes Land – har vi naturen helt oppe under neglene, og når Naturmødet i Hirtshals løber af stablen for 9. gang fra den 23. til 25. maj, får alle gæster mulighed for at opleve, hvad nationalparkerne arbejder med.
Naturmødet er naturens eget folkemøde. Her mødes naturens professionelle aktører med politikere, friluftsfolk, skovtrolde, jægere, hundeluftere og alle andre, der elsker og bruger naturen. Midt i det hele har Danmarks Nationalparker og Skoven i Skolen en fælles stand med aktiviteter for børn som voksne, og masser af spændende oplæg, hvor du kan blive klogere på nationalparkernes naturprojekter.
Frivillighed er en vigtig del af nationalparkernes DNA, og på Naturmødet kan du blandt andet høre, hvordan frivillige entusiaster hjælper med at tælle sjældne arter på Mols, mens frivillige jægere hjælper udsatte kystfugle i Vadehavet. Og apropos DNA, så kan du også høre oplæg om, hvordan nye DNA-teknikker hjælper os med at hjælpe flere arter af fisk, fugle og planter.
Araknolog Frederik Leck Fischer, der er nomineret til prisen som Danmarks Bedste Naturformidler 2024, kommer på standen og fortæller om sjældne edderkopper i nationalparkerne på Sjælland. Og lørdag, som står i familiernes tegn, vil biolog, tegner og naturformidler Brian Dall Schyth lære alle, der har lyst, at tegne nogle af nationalparkernes mange særlige dyr.
Fredag vil to skoleklasser besøge standen for at deltage i aktiviteter med blomster, som Skoven i Skolen står bag. Skoven i Skolen er et projekt og en hjemmeside, der inspirerer til udeskole gennem formidling af blandt andet aktiviteter og forløb, som lærere kan bruge med eleverne. Skoven i Skolen er forankret i Danmarks Nationalparker.
Hent det fulde program for Danmarks Nationalparker og Skoven i Skolens stand på Naturmødet her
Naturmødet og Danmarks Nationalparker
Naturmødet afholdes i Hirtshals 23.-25. maj og byder på tre dage i naturens tegn med debatter på 5 scener, 80 stande og 600 oplæg, indlæg og aktiviteter. Der er gratis adgang til det hele, og alle er meget velkomme.
Nationalparkerne i Danmark arbejder på at bevare og udvikle vores særlige danske natur, landskaber og kulturmiljøer. Ved at have nationalparker i Danmark sikrer vi, at de enestående værdier ikke går tabt.