Hjælp nationalparken med at kortlægge livet i Roskilde Fjord

Invitation: På søndag den 17. august klokken 10-12 inviterer Nationalpark Skjoldungernes Land til bioblitz i Gershøj ved kysten ud for Gershøj Shelter- og Lejrplads. Kom og vær med til at finde liv under overfladen.

Foto: Andreas Elkjær / Insp! Media

Dyp fødderne i fjordvand og mød de væsener, der lever i det våde – samtidig med at du hjælper forskere i deres arbejde med at kortlægge livet i Roskilde Fjord. Søndag bliver dagen for Roskilde Fjords første officielle, offentlige, marine BIOBLITZ – og du kan være med.

Bioblitz – din chance for at hjælpe forskningen

En bioblitz handler om at registrere så mange dyr, planter og andre organismer som muligt i løbet af et bestemt tidsrum. Resultaterne giver brugbar viden om, hvad der findes af liv nu – og hvordan det udvikler sig over tid.

Til arrangementet er du med til at samle dyr, planter og andre organismer fra det lave vand ved Gershøj Shelter- og Lejrplads. Arterne registreres i appen arter.dk og målet er at registrere så mange arter som muligt. Med på dagen er eksperter fra Aarhus Universitet, som vil hjælpe med artsbestemmelse, og frivillige, som vil hjælpe med selve registreringen. Derfor er det også muligt for alle at deltage, uanset hvilket kendskab du i forvejen har til det liv, der findes ude i Roskilde Fjord.

Et øjebliksbillede af fjordens liv

Resultaterne fra bioblitzen skal bruges af forskere, som arbejder med at styrke biodiversiteten i Roskilde Fjord. Helt konkret skal der anlægges fem nye rev, som består af blåmuslinger – såkaldte biogene rev. Muslingerne dyrkes i Gershøj og udlægges på fem lokaliteter i fjorden, herunder ud for Gershøj Shelter- og Lejrplads.

Resultaterne fra den kommende bioblitz skal være med til at give et øjebliksbillede af livet i fjorden nu – inden de nye rev udlægges.

Biogene rev skaber nemlig levesteder for smådyr og tangarter og bidrager til at øge biodiversiteten. For at måle effekten af de nye rev kortlægger forskere og frivillige artssammensætningen nu – sådan at det bliver muligt at følge udviklingen. Ud over Bioblitzen undersøger frivillige også fisk og fugle.

Program for dagen

Arrangementet finder sted søndag den 17. august 2025 klokken 10 til 12. Der er mulighed for parkering på P-pladsen ved Gershøj Shelter- og Lejrplads, og herfra går du langs græsset ned til kysten, hvor bioblitzen finder sted (se kort i google her).

Klokken 10 vil der være en introduktion ved havbiolog Maria Kristina Holst Palner, og herefter går selve bioblitzen i gang. Der er udlån af grej og god hjælp til både artsbestemmelse og registrering.

Før arrangementet er det en fordel at hente appen arter.dk, ligesom at det er nødvendigt for alle voksne mellem 18 og 65 år at have et gyldigt fisketegn, hvis du deltager i fangst (også med små fiskenet). Fisketegn kan nemt købes på fisketegn.dk.

Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig i forhold til planlægningen. Læs mere og tilmeld dig her.

Resultaterne offentliggøres efterfølgende på www.romus-rev.dk, samt Nationalparkens Facebook og LinkedIn. 

Fakta om blåmuslinger og biogene rev

  • Skaber levesteder for smådyr og tang
  • Renser vandet for organisk materiale, alger og overskydende næringsstoffer
  • Øger iltningen i vandet omkring revet
  • Er et sundt og bæredygtigt fødeemne
  • Blåmuslinger kræver hård bund at hæfte sig til – en naturtype, der er blevet sjældnere i Danmark.
  • Se mere om blåmuslinger i Projekt Kysthjælpers film her.

De fem nye rev bliver etableret som led i projektet ROMUS, ledet af Aarhus Universitet med partnere som Nationalpark Skjoldungernes Land, Aquamind, Gershøj Fritidsfiskerforening og Blue Research. Projektet støttes af Aage V. Jensen Naturfond, der har bevilget 7,8 mio. kr. som del af en større støtte til havforskning på i alt 48 mio. kr. 

Praktisk information