Nu kommer der flere og bedre steder at leve for truede dyr. Det er fx den lille hasselmus, engperlemorsommerfugl og et væld af andre dyr og planter, som mangler naturlig skov, og som lever i nationalparken. Samtidig får lokale nye muligheder for store naturoplevelser.
Det er muligt, fordi Den Danske Naturfond har købt Lerbjerg Skov af Ledreborg Gods.
”Danmark mangler skov, hvor naturen kan trives og udvikle sig frit uden intensiv produktion og skovdrift. Med købet af Lerbjerg Skov kan vi genskabe gode boliger til de mange dyr og planter, som er helt afhængige af naturlige skove,” siger Bengt Holst, formand for Den Danske Naturfond.
Skoven er nu åben for alle med samme adgang som i offentlige skove. Derfor kan man nu frit færdes i skoven på alle tidspunkter, ride uden ridetegn og gå på opdagelse udenfor skovveje og stier.
Oplev naturen til fods eller hest
Skoven bliver vildere og mere naturlig ved at indstille den intensive produktion og skovdrift, genskabe oprindelige skovmoser og genoprette de gamle skovenge. Det giver de mange arter af dyr og planter gode muligheder for at sprede sig til deres nye hjem.
Naturfonden, Lejre Kommune og Nationalpark Skjoldungernes Land vil sammen gøre skoven vildere og give alle mulighed for at opleve naturen, for eksempel med flere afmærkede vandrestier.
”Naturen er en vigtig del af Lejre Kommunes DNA. Her lever vi i naturen og med naturen, og vi vil have, at der bliver passet godt på den. Derfor er der god grund til at fejre vores nye samarbejde med Naturfonden og Nationalpark Skjoldungernes Land om Lerbjerg Skov. Nu sikrer vi, at området får lov at udvikle sig i en mere naturlig retning samtidig med, at den bliver nemmere at bevæge sig rundt i for alle os, der holder af en tur i skoven,” siger Carsten Rasmussen, borgmester i Lejre Kommune.
”For Nationalpark Skjoldungernes Land er det yderst glædeligt at Den Danske Naturfond har valgt at opkøbe og udlægge vild natur af den størrelse i Nationalparken. Vi glæder os til samarbejdet om at hjælpe naturen på vej mod det vilde og mangfoldige,” siger formand for nationalparken Lars Vedsmand.