I den sydvestlige del af Boserup Skov ligger et fredet område på fire hektar, som gennem 200 år er bevaret som aske-stævningsskov.
Stævning er en naturvenlig driftsform i skov, hvor man nedskærer træer og buske regelmæssigt, hvorefter de skyder igen fra træstubben – og samtidig skabes en lysåben skov med en stor variation af planter, der blomstrer særligt smukt om foråret.
I stævningsskoven møder du også flere sjældne sommerfugle, som nyder godt af den store diversitet af blomster. Det er fx Kejserkåbe, Hvid Admiral og Det Hvide W.
En bevilling har nu gjort det muligt at udvide stævningsskoven, så der i fremtiden vil være hele 10 hektar af denne blomsterrige naturtype i Boserup Skov. Bevillingen kommer fra den internationale organisation, Society for Ecological Restoration (SER) Standards-based Restoration in Action programmet i samarbejde med Microsoft.
Mennesker har stævnet skov i årtusinder
Stævning er en metode, som går flere tusinde år tilbage i tiden. Allerede i Jægerstenalderen udnyttede man træernes evne til at skyde igen, når der skulle skaffes materialer nok til fiskegårde og fangstredskaber.
Senere hentede man fra stævningsskovene forsyninger til blandt andet lægter, brændsel, fletværk til lerklinede vægge og i stor stil også materialer til hegn (gærdsel) omkring marker.
Og netop hegnet kan du også opleve i stævningsskoven i Boserup, hvor området omkranses af grengærder, der er bygget af materiale fra skoven – til glæde for blandt andet krybdyr, der finder levesteder mellem grenene.
Besøger du stævningsskoven her i forårsmånederne, kan du fx være heldig at møde snoge, som ligger på grengærderne og varmer sig i forårssolen.
Frivillige plejer naturen
I dag stævnes området i Boserup Skov med det formål at bevare den lysåbne skovtype og den rige biodiversitet, der knytter sig til området, samt ud fra et kulturhistorisk perspektiv. Naturplejen varetages af frivillige fra Boserup Stævningslaug, som har eksisteret i mange år. Lauget mødes to gange årligt for at nedskære buske og træer og derved sikre, at stævningsskoven består.
Når stævningsskoven nu udvides fra fire til 10 hektar, sker det derfor også i et samarbejde mellem Boserup Stævningslaug, Naturstyrelsen, som ejer skoven, Nationalpark Skjoldungernes Land og SER.
I Nationalpark Skjoldungernes Land glæder naturkonsulent Thomas Vestergaard-Nielsen sig over projektet, som bliver til gavn for biodiversiteten i Boserup Skov og til glæde for både skovgæster og de frivillige, der passer på skoven.
- Med projektet får vi både mulighed for at udvide en naturtype, som rummer en høj biodiversitet og vi skaber mulighed for, at flere frivillige kan komme ud og deltage i arbejdet med naturplejen og få gode oplevelser med at gøre denne forskel for naturen, siger Thomas Vestergaard-Nielsen.
Som en del af projektet inviteres frivillige fra Microsoft med ud at stævne skov, og derudover er alle velkomne ved de to årlige stævningsdage, som Boserup Stævningslaug inviterer til. Det fortæller formand for stævningslauget, Bjørn Petersen.
- Vi er altid glade for at tage imod nye frivillige ved vores årlige stævningsdage første søndag i februar og i november. Her kan du komme og være med til at gøre en forskel for naturen og kulturhistorien, og så er stævning en fysisk aktivitet, der gør, at du også får rørt dig, du får frisk luft og endelig får du også et øget kendskab til naturen, driftsformen og selvfølgelig hyggeligt samvær med andre frivillige, siger Bjørn Petersen og tilføjer, at Boserup Stævningslaug, i øvrigt også optager medlemmer, som ud over stævningsdagene inviteres til andre arrangementer.
Fældet træ bliver til vikingeskibe
Det område, som nu igen bliver stævningsskov, ligger både nord og syd for den eksisterende stævningsskov, og arbejdet med at omlægge skoven er allerede i gang. Det fortæller skovfoged Hans Jessen fra Naturstyrelsen, som står for både planlægningen af projektet og det daglige arbejde i skoven.
- Vi har nu igangsat projektet, og det betyder, at der bliver fældet nogle træer i områderne, og at der plantes og sås træ- og buskarter, der naturligt hører hjemme i en stævningsskov. Det kan måske se voldsomt ud, når man er at gå tur i skoven, men med tiden vil skoven ændre karakter til denne her lysåbne, blomsterrige skov med masser af liv, fortæller Hans Jessen.
Arbejdet sker også i samarbejde med Vikingeskibsmuseet, som tager imod arter som fx lind, sejlepil, hassel og avnbøg, der anvendes i bygningen af vikingeskibe på Roskilde Havn. Nogle af de egetræer, der kan fældes på et senere tidspunkt, reserveres også til museets skibsbyggeri.
- Det er jo sjovt, når vi kan etablere samarbejder som dette, hvor man lokalt kan følge træet fra Boserup Skov til havnen i Roskilde, siger Hans Jessen.
Projektet gennemføres i 2024 og i 2025.
Fakta om Boserup Stævningslaug:
Frivilligt drevet laug, som finansieres af DNs Naturplejenetværk og private fonde, samarbejder med Naturstyrelsen om at holde stævningsskoven i hævd og udvikle metoder til at fremme naturværdiere. Se også laugets hjemmeside.
Fakta om the Society for Ecological Restoration (SER)
The Society for Ecological Restoration (SER) er en international faglig organisation, der fremmer videnskab, praksis og politik om naturgenopretning for at bevare og fremme biodiversitet, forbedre modstandskraften i et skiftende klima og genetablere et økologisk sundt forhold mellem natur og kultur. Læs mere om SER her.