Oplev national­parken fra hesteryg

I Nationalpark Skjoldungernes Land indbyder det kuperede landskab til en dag på hesteryg. Der findes flere muligheder for at tage en ridetur - blandt andet den smukke tur på ridesporet gennem Bidstrupskovene.

Spring ned i teksten og læs om:

Ridestien i Bidstrup Skovene | Ridning omkring Ledreborg Slot | Ridning i Boserup Skov | Planlæg din tur

Ridestien i Bidstrupskovene

Naturstyrelsen har markeret en 8,5 km lang ridesti i Bidstrup Skovene, som fører dig langt ind i skoven. Ruten er markeret med hvide hestesko på træerne. Her er der mulighed for endnu flere naturoplevelser end langs skovvejene, og du møder færre andre skovgæster.

Turen går forbi Hejede Overdrev og Avnstrup skov og kommer tæt på Mortenstrup, Avnstrup, Ny Tolstrup og Særløse stien.

Læs mere og se kort over ruten i denne folder fra Naturstyrelsen eller se ruten i nationalparkens app eller webkort.

Ridning i herregårdslandskabet Ledreborg Slot

Ridning i private skov- eller naturområder kræver ejerens tilladelse, og ejeren kan kræve betaling. Mange af ejendommene i nationalparken sælger ridekort, som giver dig lov til at ride på afmærkede veje og stier.

Et af de særlige steder, hvor du kan søge om et ridekort, er hos Ledreborg Slot. Landskabet omkring Ledreborg er et skovrigt område med mange søer, enge og åløb.

Du kan købe et ridekort her. Ridekortet giver dig adgang til ridning i Ledreborgs skove på veje, ridestier samt enkelte ridemarker. Ved bestilling modtager du også et kort over ridemulighederne.

Ridning i Boserup Skov

Du må ride på alle veje og stier i Boserup Skov og her kan du tage et dyp med din hest i fjorden. Dog skal du være opmærksom på andre gæster, naturen og særlige fredninger, fx at du kun må bade med hesten fra 1. september til 31. maj - og kun steder, hvor der ikke er nogen bevoksning på stranden. Find regler og gode råd nedenfor.

Planlæg din ridetur

En vigtig opgave for nationalparken er at udvikle et bæredygtigt friluftsliv, hvor der er plads til alle brugergrupper uden at naturen tager skade. Du kan som rytter være med til at beskytte naturen og mindske konflikter, når du følger disse regler og gode råd:

  • På offentlige arealer må du gerne ride på asfalterede veje, stenlagte veje og grusveje bredere end 2,5 meter samt andre veje, hvor skilte viser, at ridning er tilladt.
  • I offentlig skov må du gerne ride i skovbunden, dog ikke i områder med nye planter og unge træer. 
  • Vær opmærksom på naturen og rid aldrig på skovens marker eller hen over gravhøje og andre fortidsminder.
  • Fra 1. september til 31. maj må du ride og bade med hest fra strande, hvor der er lovlig adgang og ingen bevoksning.
  • Ridning i et privat skov- eller naturområde kræver ejerens tilladelse, og her skal du kontakte ejeren. Nogle ejere indgår private aftaler og andre sælger ridekort.

Faciliteter og god information til rideturen
I nationalparkens app eller webkort kan du se markerede ridestier i nationalparken. Du kan også se et kort med rideruter i naturen på ”Ridespor Danmark”. Projektet er endnu under opbygning og der vil løbende komme nye ruter til.

Høhoteller og guidede ture
Kender du til høhoteller eller muligheder for guidede ture på hesteryg i nationalparken? Så hører vi gerne fra dig!

© Fotografer: Malene Bendix: Ridetur; Anette Gundlach: Hestefjæs; Ole Malling: Ridetur i Sagnlandet Lejre; Hanne Jokumsen: Heste sopper i fjorden; Anders Rugbjerg Hoppe: Pige klapper hest.