Den gyldne reje

Kunstværk ved Roskilde Fjord inviterer til oplevelser over og under vandet.

Den gyldne reje står lidt skjult bag en busk på en sten, som om den netop er kravlet op fra fjordens bund. Her langs Fjordstien i Nationalpark Skjoldungernes Land skal det nye kunstværk pirre nysgerrigheden for alle, der kommer forbi.

Fjordrejen, også kendt som Roskilderejen, var inspiration til kunstværket. Og den gyldne reje peger ud mod det usynlige liv under vandoverfladen.  

Skulpturen markerer stenrev med voksende biodiversitet

Kunstværket markerer placeringen af et genoprettet stenrev, hvor dyrbart liv er ved at vokse frem omkring store sten placeret på fjordens bund.

Stenrevet er et af i alt tre nye rev Nationalpark Skjoldungernes Land genetablerede i samarbejde med Miljøstyrelsen i 2022-23. De nye rev skal kompensere for nogle af de stenrev, som forsvandt fra fjorden på grund af det stenfiskeri, som prægede Roskilde Fjord fra slutningen af 1800-tallet og langt op i 1900-tallet.

”Vi ville gerne skabe en kobling mellem den naturopretning, vi arbejder med i fjorden, og kunst,” forklarer Anders Bülow, chef i nationalparken. ”Skulpturen er lille og diskret, men den rummer en stor fortælling: at værdifuldt liv er ved at blive genoprettet på et stenrev under overfladen – og at alle er inviteret til at kigge med.”

Oplev naturgenopretning i fjorden – helt tæt på

Stenrevet ved Veddelev er placeret tæt på kysten, hvor alle kan tage ud og opleve undervandslivet med dykkerbriller eller vandkikkert. Her kan man svømme eller vade hen over tang i kraftige grønne farver og varme rødlige nuancer. Man kan se små rejer, der ”hopper” sig igennem vandet, eller spotte den lille, finurlige tangnål. På ti hvide plader placeret blandt stenene kan man læse om det dyre- og planteliv, som findes på revet.

”Kunstværket er en slags formidler for nationalparken,” fortæller kunstneren bag skulpturen, Vincent Carpophore. ”Rejen inviterer til at stoppe op og kigge ud på fjorden. Hvad laver en gylden reje dér?”

”Kunstværket skal vække folks undren og være en lille ambassadør for nationalparken. Jeg håber den kan give børn og barnlige sjæle lyst til at vende tilbage til lige netop dette sted med en snorkel og dykke ned og lede efter flere rejer ude i vandet.”

Om kunstneren

Kunstneren bag skulpturen Vincent Carpophore (@vincent.art.maker) arbejder i mange forskellige materialer såsom jern, bronze og træ. Hans værker tager ofte afsæt i naturen og indbyder til undren, opdagelse og sansning.

© Fotograf: Dixi Louise Strand