Ti lokale foreninger var repræsenteret på workshoppen Fjord for Fremtidens Generationer , som Nationalpark Skjoldungernes Land arrangerede sammen med DTU Aqua, Dansk Sportsfiskerforbund og lystfisker Gordon P. Henriksen.
Deltagerne blev blandt andet bedt om at udfylde fremtidspostkort, om hvordan de ønsker og håber, at Roskilde Fjord vil se ud for deres børn og børnebørn. Og de kortlagde i fællesskab hvad de mener det vil være særlig vigtigt at holde øje med, hvis forandringer i fjorden skal følges og dokumenteres over de næste mange år.
Lokal viden kan supplere forskningen
Workshoppen gav en lang række konkrete forslag til registrering. Fiskebestande, ålegræs, muslinger, tanglopper, fedtemøg, iltforhold og sigtdybde var blandt de emner, deltagerne pegede på. Samtidig var der stor interesse for, hvordan lokale borgere og foreninger selv kan bidrage med observationer og data gennem borgervidenskab.
Samtalerne bekræftede også, at der findes en omfattende erfaringsbaseret viden blandt fjordens brugere. Mange har fulgt fjorden gennem årtier og kan fortælle om ændringer i fiskeri, natur, vandmiljø og brugen af fjorden. Den viden kan være et vigtigt supplement til forskernes målinger og eksisterende data.
Et klart ønske om at fortsætte
Ved afslutningen på workshoppen var der stor interesse for at fortsætte samtalerne og samarbejdet efter workshoppen. Nationalparken tager nu de mange ideer, indsigter og håb fra workshoppen med videre som afsæt for arbejdet i Roskilde Fjord Alliancen. Ambitionen er at skabe et langsigtet samarbejde, hvor forskning, lokal viden og borgernes engagement kan bidrage til et fælles billede af fjordens udvikling – og til de kommende indsatser for en Roskilde Fjord i bedre balance.
Læs mere i invitationen til workshop og slides fra dagen.
