Roskilde Fjord Alliancen ser dagens lys

Nationalpark Skjoldungernes Land arbejder med mange projekter i Roskilde Fjord og styrker nu indsatsen gennem etableringen af Roskilde Fjord Alliancen. Alliancen skal samle forskere, kommuner, myndigheder, organisationer og lokale kræfter i et langsigtet samarbejde om Roskilde Fjords natur og miljø.

Roskilde Fjord med Roskilde by og Roskilde Domkirke i forgrunden. Fjorden udgør en tredjedel af Nationalpark Skjoldungernes Land. Foto: Ole Malling

Nationalpark Skjoldungernes Land har gennem årene arbejdet med en lang række projekter til gavn for Roskilde Fjords natur og miljø. Det er blandt andet arbejdet med stenrev, udplantning af ålegræs, muslingerev samt en lang række forsknings- og formidlingsindsatser over og under vandet.

Alle projekter og indsatser sker i tæt samarbejde med andre aktører. Forskere indsamler viden, kommuner og myndigheder arbejder med forvaltning, og foreninger og frivillige bidrager blandt andet til overvågning og til naturprojekter.

Nationalparken har derfor etableret et stærkt netværk omkring fjorden, og med Roskilde Fjord Alliancen er visionen at skabe en varig, fælles ramme om de mange kræfter. En ramme, der sikrer, at samarbejdet ikke skal begynde forfra, hver gang et nyt projekt opstår, og at viden, relationer og erfaringer lever videre og bruges på tværs af nye projekter og indsatser.

Alliancen skal samtidig gøre det lettere at samle de relevante fagligheder og lokale aktører, når der opstår nye behov og muligheder omkring fjorden.

Fra enkeltprojekter til et langsigtet samarbejde

Nationalparken har gennem længere tid arbejdet sammen med blandt andre DHI, DTU Aqua, Aarhus Universitet og Roskilde Universitet om et stort fælles projekt, der blandt andet skal kvalificere fremtidige naturgenopretningsprojekter i fjorden.

Arbejdet med dette projekt har tydeliggjort behovet for en mere permanent ramme, der rækker ud over det enkelte projekt. Forskningsinstitutionerne, kommunerne, myndighederne og nationalparken har alle et behov for stærkere samarbejde.

Med Roskilde Fjord Alliancen skabes et solidt fundament for forskningsprojekter, naturgenopretningsprojekter, lokale initiativer, overvågning og indsatser for fjorden over tid.

Nu skal partnerkredsen samles

På bestyrelsesmødet den 8. september 2026 gav nationalparkens bestyrelse fuld opbakning til, at arbejdet med at etablere alliancen fortsætter.

Næste skridt bliver formaliseringen af samarbejdet med nuværende og flere mulige partnere. De første projekter er i gang og det samme er fundraisingen af kommende projekter.

Læs mere om Roskilde Fjord Alliancen og projekter for Roskilde Fjord her.