Frøer og insekter får bedre boliger midt i Roskilde Fjord

På den største ø i Roskilde Fjord, Eskilsø, er Struckmannfonden og Nationalpark Skjoldungernes Land nu i gang med at grave og forbedre vandhuller – til gavn for især padder og vandlevende insekter.

Vandet piblede frem, da et ellers tørlagt og overgroet vandhul blev gravet op. Dette vandhul står allerede flot med vand i, hvorimod andre vandhuller først bliver fyldt med vand henover vinteren. Foto: Sam Christensen

På Eskilsø i Roskilde Fjord findes en helt unik natur med brede strandenge og åbne vidder. Her yngler vandfugle i hundredvis hvert forår – i ro fra alle de forstyrrelser, der findes inde på fastlandet.

Øen er ejet af Erick og Ingrid Struckmanns Naturfredningsfond, som arbejder for at bevare og fremme naturen på Eskilsø. Derfor har fonden i samarbejde med Nationalpark Skjoldungernes Land og Frederikssund Kommune igangsat et stort naturprojekt.

Projektet består af flere tiltag. Et af dem handler om vandhuller, og det er godt nyt for både stor og lille vandsalamander, grøn frø, skrubtudse, guldsmede og vandnymfer.

Gravko i fuld sving på Eskilsø

Kigger man ud mod Eskilsø i disse dage, kan man være heldig at få øje på en gravko i fuld sving. Siden 1. oktober har den lokale entreprenør Harald Thorsen fra Skræppekær arbejdet på at rense øens vandhuller for døde planter, grene, dunhammer og pilekrat, som gennem årene har fået flere af vandhullerne til at gro til.

Når vandhullerne gror til, bliver levevilkårene dårligere for padder og vandlevende insekter. Derfor bliver seks steder på øen forbedret i løbet af oktober. Arbejdet begyndte ved branddammen ved Eskilsøgård og fortsætter ved en række af øens øvrige vandhuller. Som en del af projektet bliver der også etableret tre helt nye vandhuller på nøje udvalgte steder.

Når vandhullerne er etableret eller gravet fri ligner de mest af alt bare mudderpøle. Men hen over vinteren vil vandet igen fylde dem, og til foråret står de klar til at tage imod de vandlevende insekter, fugle og de frøer og salamandre, der efter vinterens dvale søger mod vandhullerne for at yngle. Oprensningen af vandhullerne foretages her i efteråret, hvor padderne ikke længere benytter vandhullerne.

Udover vandhuller omfatter naturprojektet også blandt andet udsåning af vilde frø fra artsrige overdrev og enge på de tidligere marker, ekstensiv græsning med heste og kreaturer, udlægning af store sten og fremme af mindre krat med hjemmehørende træer og buske.

Den Danske Naturfond har bevilget 1,42 mio. kr. til projektet.

Læs mere om naturprojektet på Eskilsø her