Kunstnerens fristed
I Brøndgade i den gamle bydel Sankt Jørgensbjerg ligger det lille besøgscenter for kunstneren L.A. Ring. Besøgscentret er selve maleren Laurits Andersen Rings (1854 - 1933) tidligere atelier, som han ejede fra 1915-25. L. A. Ring var kendt både som naturalistisk maler af landskaber, mennesker og miljøer og som repræsentant for symbolismen.
I besøgscentret fortælles både kultur- og kunsthistorie. Rings billeder kan ses gennem en række film og billedfremstillinger.
Udstillinger og byvandringer
Besøgscentret har åbent i sommerhalvåret weekender og helligdage, og viser ud over den faste udstilling også én særudstilling årligt. Med en folder i hånden fra stedet kan du gå en tur på Sankt Jørgensbjerg i L.A. Rings fodspor - og stå midt i de motiver, som maleren lod sig inspirere af.
Du kan også tage med på en af de guidede ture og få hele historien.