Til kamp mod affald i fjorden den 18. april
Publiceret 08-04-2021Giv naturen en hånd og deltag i årets store affaldsindsamling langs Roskilde Fjord søndag den 18. april klokken 10-12.
Ved affaldsindsamlingen i foråret 2020 blev der samlet 300 kilo affald. Foto: Nynne Sørgaard
Igen i år sætter Nationalpark Skjoldungernes Land fokus på affald ved Roskilde Fjord i samarbejde med Roskilde Oplevelseshavn, Lejre Kommune og Roskilde Kommune.
Du inviteres derfor til at give naturen en hånd den 18. april klokken 10-12, hvor vi sammen skal fjerne plastik og andet affald på strækninger rundt om Roskilde Fjord.
Gør en forskel for naturen
Ved at deltage i arrangementet er du med til at sikre en renere fjord til gavn for både dyreliv, vandkvalitet og friluftsliv. Det fortæller naturvejleder i nationalparken, Sofie Clauson-Kaas.
”Samtidig får du motion, masser af frisk luft og du bliver en del af et fællesskab med andre frivillige, der ønsker at gøre en forskel,” siger naturvejlederen og tilføjer:
”Det føles meget godt at være del af en større indsats, hvor flere hundrede samler affald samme dag. Man kan tage venner og familie med, og der er jo smukt derude ved Roskilde Fjord.”
Tilmeld dig arrangementet
Affaldsindsamlingen er et stort arrangement, som foregår ad korte strækninger langs fjorden. Derfor mødes frivillige i mindre grupper og alle sundhedsmyndighedernes anbefalinger og restriktioner overholdes.
Du tilmelder dig den strækning, du ønsker at gå. Tilmelding skal ske via nationalparkens bookingportal, og link til de forskellige strækninger finder du på siden Affaldsfrifjord.dk, hvor du også kan finde mere information.
Der er god mulighed for at tilpasse dagens opgave til individuelle behov og ønsker, og du kan derfor sagtens medbringe små børn. Husk at hunde skal holdes i snor, og husk at bliv hjemme, hvis du har symptomer på sygdom.
Skraldet er derude
Sidste gang, der var affaldsindsamling, var i september 2020. Til dette arrangement deltog omkring 260 frivillige og sammen blev der samlet lidt over 300 kilo affald.
Blandt det indsamlede affald plejer især at være haglskåle, cigaretskodder, dåser og plastikemballage. I efteråret 2019 talte de frivillige cigaretskodderne – og det blev til hele 8200 stykker.
Projektet Affaldsfri Fjord er støttet af Miljøministeriets Strandoprydningspulje. Bag projektet er Nationalpark Skjoldungernes Land, Roskilde Oplevelseshavn, Roskilde Kommune og Lejre Kommune.