Ti tips til ture i efterårsferien

Publiceret 14-10-2021

Grill en fasan, lav kunst af naturen, tag på eventyr og tænd bål. Nationalparken byder på masser af aktiviteter i efterårsferien.

Der er masser af gode efterårs-oplevelser ude i nationalparken. Foto: Nynne Sørgaard

1. Selsø Slot – efterårsferieaktiviteter for hele familien

Selsø Slot holder åbent hele efterårsferien. Gå på opdagelse i slottets mange rum med Findelegen. Oplev udsigten fra slottet gennem en kikkert og lær om områdets fugleliv. Tag en pause foran den hvide dames værelse og dyk ned i udvalgte spøgelseshistorier, som Skibby Bibliotek har fundet frem til lejligheden. I slotskøkkenet i kælderen vil der alle dage – bortset fra onsdag – være selvbetjent kreaværksted.

Vil du mere ind under huden på slottets historie, kan du booke en omvisning i børnehøjde (+6 år) med fortællinger om overtro og spøgelser. Tilmelding sker via nationalparkens bookingportal.

Selsø Slot har åbent alle dage fra 11-16 fra lørdag den 16. oktober til og med søndag den 24. oktober. Cafeen er åben alle dage og her kan du købe kolde og varme drikke, is og kage.

2. Selsø Slot – parter og smag en fasan den 20. oktober

Onsdag den 20. oktober kan du blandt andet møde nationalparkens to naturvejledere, når Selsø Slot slår dørene op til en dag med rustik gastronomi. Prøv kræfter med bue og pil, parter en fasan og grill den over bål. Du kan også tilmelde dig en langbordsfrokost med vildt for både børn og voksne.

Aktiviteterne er gratis, mens frokosten koster 145 kroner for voksne og 90 kroner for børn under 12 år. Begge dele kræver tilmelding, som sker via nationalparkens bookingportal. Ønsker du at besøge slottet, koster det almindelig entré.

3. Tadre Mølle - tegn naturen og meget andet

Hver dag i efterårsferien er der aktiviteter, hygge og sjov for hele familien på Tadre Mølle. Gå på opdagelse i naturen, prøv kræfter med bagning af møllens eget mel og lav egne kreationer med brug af naturens skatkammer. Most æbler, gå i træværkstedet, tag familien med en tur langs trampestien og oplev den smukke vandmølle gøre brug af vandets kræfter til at male mel.

Arrangementet er et samarbejde mellem ROMU, Tadre Mølles Venner og nationalparken. Søndag kan du møde nationalparkens naturvejleder, Liv, når der er natur- og kunst-workshop.

4. Lejre – besøg den nye shelterplads

Syd for Lejre ligger en helt ny shelterplads med to arkitekttegnede sheltere. De to sheltere rager op som stævnen på et skib og byder på mange sjove finesser, som fx luger i siden. På shelterpladsen er der bålplads og muldtoilet.

Overnatning i shelterne er gratis og fungerer lige nu efter først-til-mølle princippet. Der vil senere komme et bookingsystem. Den nøjagtige placering af den nye shelterplads kan ses i vores app ”Nationalpark Skjoldungelandet” eller på vores webkort.

nye shelters ved Lejre

5. Bidstrup Skovene – tag på svampesafari

Lige nu står svampene og strutter med deres farverige frugtlegemer. Du behøver ikke være svampeekspert for at tage på svampesafari og Bidstrup Skovene er et perfekt sted til den slags.

Svampene kommer i en fantastisk variation af farver og former. Se hvor mange du kan finde – og tag en svampebog eller app med og se, om du kan identificere dem. Hvis du vil finde spisesvampe, er det en god ide at tage en person med, som kender lidt til svampene - læs mere om at tage på svampesafari her.

mange forskellige svampe

6. Jyllinge - Besøg Fjordglimt og følg et kunstværk

I september slog Café Fjordglimt dørene op og bød indenfor i Jyllinges nye café- og kulturhus. I efterårsferien lander en kæmpemæssig skarv ude foran – nærmere bestemt i caféens have, hvor de gamle museumsjoller engang stod.

I efterårsferien kan du besøge Fjordglimt og følge med i skarvens tilblivelse, når kunstner Hartmut Stockter bygger i haven. Skarven bliver et kunstværk, som samtidig skal fungere som skur til grej og udendørs klasseværelse.

Den store trækonstruktion får form som en skarv, og det færdige værk vil både kunne rejse halen og brede vingerne ud.

Jyllinge Fjordglimt er åben for servering onsdag, fredag, lørdag og søndag fra klokken 10-12, hvis man vil kombinere et besøg hos Skarven med noget lækkert at spise eller drikke.

7. Rørmosen – forsvind ind i efterårsskoven på eventyrlig spang

Hvordan får man ungerne til at gå selv? Man slipper dem fri på en spang! En spang er en slags gangbro, som typisk snor sig over våde områder, og i Rørmosen ved Boserup Skov er der en særlig fin af slagsen.

Den 280 meter lange spang har masser af krumspring. Den snor sig mellem træer, der er afstikkere med bænke og endda en afstikker til et vandhul, hvor man kan lægge sig på maven og rode i vandet med en pind.

Turen på spangen fører dig ind under store efterårsklædte trækroner. Rørmosen er nemlig et fantastisk skovstykke, som har ligget urørt i 25 år. Derfor er der også masser af væltede træer, mudder, dybe vandpytter og et fint dyreliv. Strækningen gennem Rørmosen er en del af den populære vandrerute, Skjoldungestien.

Se ruten i nationalparkens app, Nationalpark Skjoldungelandet, eller på vores webkort.

spang gennem rørmosen

8. Tag på Natureventyr

Flere steder i nationalparken finder du skjulte Natureventyr for børn i alderen 3-8 år. Natureventyr er skrevet unikt til udvalgte områder, og de er frit tilgængelige i appen ”Natureventyr”. Hvert eventyr er fortalt som en skattejagt, hvor hvert kapitel er placeret langs en kort rute, og handlingen tager udgangspunkt i ting, som man kan se.

Undervejs bliver børnene inddraget i fortællingen gennem spørgsmål og udfordringer, de skal løse. Hent appen og se, hvor dit næste eventyr begynder.

9. Lav mad over bål

Nu begynder det at blive koldt, men det skal ikke holde dig inde! Bålet er ikke bare fantastisk i kampen mod kulde – det er også fantastisk at lave mad over! Tag lidt brænde med hjemmefra og saml resten i skovbunden. På bålet kan du lave snobrød, popcorn, pandekager, skumfiduser, pølser, bagte æbler, fladbrød og meget mere. Grøntsager med skal kan du smide direkte i gløderne. Prøv dig frem eller find en opskrift fx i det seneste nationalparkmagasin

nationalparkens hjemmeside eller i appen Nationalpark Skjoldungelandet kan du finde en oversigt over bålpladser i nationalparken.

10. Kig på fugle

Tag kikkerten om halsen og hæld noget varmt på termokanden. Der er mange gode steder at se på fugle i nationalparken. Fx ved Jyllinge, Kattinge Søerne, Møllekrogen og Selsø Sø. Lige nu er der masser af ænder og gæs – og gode chancer for at se havørn fx fra Jyllinge Strandpromenade eller fra Selsø Kirke.

I oktober flyver millioner af fugle sydpå i jagten på fx grønt græs eller insekter. Nogle af trækfuglene passerer nationalparken, og derfor kan der være særlig spændende fugleoplevelser i efteråret.