Tag på sommertur til Selsø Slot

Publiceret 06-07-2021

Herregårdsmuseet Selsø Slot inviterer til sommeraktiviteter for hele familien hver onsdag i sommerferien fra klokken 11-14.

naturekspressen foran selsø slot
NaturEkspressen holder klar ved Selsø Slot. Foto: Sofie Clauson-Kaas

Lån grej til at gå på opdagelse i naturen, snit en fugl, gå på spøgelsesjagt, fold dig ud på krea-værkstedet, tag på Natureventyr eller kør en tur med NaturEkspressen.

Der er masser af aktiviteter hver onsdag i sommerferien (uge 26-31), når Herregårdsmuseet Selsø Slot inviterer på ”Sommer ved Selsø Slot” i samarbejde med Skibby Aktive for Fjordlandet og Nationalpark Skjoldungernes Land.

Arrangementerne tager udgangspunkt i nationalparkens port ved Selsø Slot og naturen omkring slottet. Porten er en lille udstilling, hvor du kan læse om nationalparken og finde inspiration til oplevelser omkring slottet.

Program

Omvisning – Overtro og spøgelseshistorier: Tag med på en guidet tur med de små gennem de smukke rum på Selsø Slot. Gamle fortællinger om stedet og dets tidligere beboere vækkes til live i Riddersalen og kælderkøkkenet. Tør du gå med? Book billetter.

Findelege på herregården: Få nye øjne på Selsø Slot og lær nogle af dets tidligere beboere bedre at kende – tag hele familien med på findeleg! Ved hvert stop i findelegen får du et spørgsmål omkring Selsø Slot eller nogle af de historier, som knytter sig til herregården. Gratis ved betaling af entré.

Krea-værksted i kælderkøkkenet: Sæt jer ved et af de gamle plankeborde i køkkenet, hvor det oprindelige ildsted stadig står. Rummet i sig selv emmer af historier, og på bordene står tegnegrej, som I kan bruge sammen med jeres børn. Tegn krible-krable dyr, fugle I har set – eller måske den hvide dame og spøgelseshistorierne der fortælles om slottet. Gratis ved betaling af entré.

Krible-krable ved åben grejbank: Fang smådyr med undersøgelsesgrej, kig på fugle med kikkerter, find blomster eller spil blad-bingo – der er mange måder at undersøge naturen på stedet. Du kan også finde aktiviteter til at lære herregården bedre at kende. Gratis.

Fugleformidling med DOF: Selsø-området kaldes af flere for ’fuglenes halv-ø’. Mød glade fugleformidlere fra Dansk Ornitologisk Forening og lån kikkerter til at stille skarpt på områdets rige fugleliv. Få en god historie om fuglene og halvøens lange historie eller nyd blot udsigten over Selsø Sø og Roskilde Fjord. Gratis.

Workshop – Snit en fugl: En spændende workshop med nationalparkens naturvejleder, Liv Louise Holm, der guide i snitte-håndværk. Det bliver en kombination af naturformidling og håndværkets kunst, hvor I kan lære hvordan en pind kan udfolde sig til en fugl. Book tilmelding.

Natureventyr: Natureventyret ved Selsø Slot tager jer med på opdagelse i herregårdslandskabet. Med app’en kommer I med på tur rundt i landskabet, hvor et nyt kapitel i fortællingen åbnes op forskellige steder i området. Turen starter ved Selsø Kirke, hvor I møder præstesønnen Severin, som går på jagt efter herregårdsfruens forsvundne hest. Gratis.

Køretur med NaturEkspressen: Hop ombord på den rullende NaturEkspressen fra Skibby og kør på en smuk tur gennem fjordlandskabe ud til sommeraktiviteter på Selsø Slot. Eller tag en tur fra Selsø Kirke, langs Selsø Sø og end til Møllekrogen. I Møllekrogen kan I fiske efter smådyr gå en tur ud på Skrivernæbbet eller prøve kræfter med nationalparkkanoer. Book billetter.

Praktisk

Dato: 30. juni, 7. juli, 14. juli, 21. juli, 28. juli, 4. august

Tidspunkt: Kl. 11-16 på museet og kl. 11-14 ved Nationalparkporten

Målgruppe: Børnefamilier

Tilmeldinger: Nationalparkbooking

Parkering: Selsøvej 28, Skibby