Skarven sejler igen på Roskilde Fjord

Publiceret 01-07-2021

Museumsbåden Skarven er på bølgerne igen. Hop på en af de første formidlingsture fra Møllekrogen og sejl ud i Nationalpark Skjoldungernes Land.

Mærk vinden i håret og hør bølgerne skvulpe, når Skarven sejler ud på Roskilde Fjord her i sommerferien – i første omgang d. 8. 9. og 11. juli. Hør om fjordens fugle, få røverhistorier fra øerne eller tag fiskenettet med og gå en tur på Eskilsø.

Bag sejladsen står Nationalpark Skjoldungernes Land i samarbejde med et frivilligt bådelaug for Skarven, en professionel skipper og Skibby Aktive for Fjordlandet.

Rundture fra Møllekrogen

Skarven har plads til 12 passagerer – og her er plads til både voksne og børn. De første ture foregår fra Møllekrogen i den nordlige del af nationalparken og har en varighed på 2-2,5 time. På alle ture er en formidler med ombord:

  • Fjordens Fugle: Torsdag d. 8. juli kl. 9:00-11:00: Niels Nielsen fra Skibby Historisk Forening fortæller om de mange fugle på Roskilde Fjord.
  • Fuglenes Fjord: Torsdag d. 8. juli kl. 13:30-15:30: Niels Nielsen fra Skibby Historisk Forening fortæller om fjordens fugleliv.
  • Den blå nationalpark: Fredag d. 9. juli kl. 11.30-13:30: Erik Jensen, skipper fra Eskilsø og Mikkel Eeg, projektleder i nationalparken giver fortællinger om nationalparkens natur- og friluftsprojekter på fjorden.
  • Fjordens historie: Fredag d. 9. juli kl. 14:00-16:00 – Orla Hansen, Skibby Historisk Forening fortæller.
  • Fjordens største ø: Søndag d. 11. juli kl. kl. 10-12:30 – Erik Jensen, skipper og Sam Christensen, sejlmedarbejder i nationalparken sejler til Eskilsø, hvor det er muligt at fiske fra molen eller gå en tur ad stierne.

Alle billetter kan bookes nu på nationalparkens bookingplatform: www.skjoldungernes-land.nationalparkbooking.dk Skarven vil også sejle ture på fjorden med afgang fra Jyllinge i august – hold øje med nationalparkens Facebookside for mere information.

Blå formidlingsture

Roskilde Fjord udgør en tredjedel af Nationalpark Skjoldungernes Land, og der har gennem flere år været en indsats for sejlads med formidling. Fjordlandskabet er især kendt for et rigt fugleliv omkring fjordens mange øer og holme, og den meget lange tradition for sejlads og fiskeri.

- Roskilde Fjord er et enestående naturområde og fjorden er helt central i vores nationalpark. Derfor er jeg meget glad for, at det igen i år bliver muligt for alle at opleve fjorden og dens fugleliv fra vandsiden, siger projektleder, Mikkel Eeg fra Nationalpark Skjoldungernes Land.

Det er planen på sigt, at et frivilligt bådelaug skal sejle flere formidlingsture i højsæsonen og i øvrigt sejle formidlingsture for mindre grupper resten af året. Projektleder i nationalparken, Mikkel Eeg er glad for at få afprøvet sejladsen allerede i år:

- Vi har mulighed for at give gæster her i området nogle helt unikke oplevelser på Roskilde Fjord, og her spiller Skarven en vigtig rolle. Det er til uvurderlig hjælp, at lokale støtter op om projektet, og vi glæder os til at få gode erfaringer fra sommerens ture, siger han.

Om Skarven

Nationalparken erhvervede i 2020 museumsbåden ’Skarven’, der tidligere sejlede med skolebørn for  Færgegården og Frederikssund Kommune. Sejladsen blev indstillet, da båden ikke kunne godkendes til en hel skoleklasse. Skibby Aktive har i 2019 etableret et frivilligt bådelaug, der fremover skal leje Skarven for et symbolsk beløb med henblik på at genaktivere Skarven til formidling af Roskilde Fjord gennem sejladser for mindre grupper i foreningsregi.

Skarven er 8,5 meter lang med plads til 12 passagerer. Den er bygget i 1959 som en træjolle, men er senere belagt med glasfiber. Skipperen som sejler Skarven skal være godkendt af Søfartsstyrelsen til passagersejlads.

Praktisk information

  • Sejlads foregår fra Møllekrogen 8., 9. og 11. juli 2021
  • Varighed: 2-2,5 timer
  • Antal passagerer: 12 stk. – alle børn skal være ifølge med en voksen
  • Pris: 100 kr.
  • Book billet: www.skjoldungernes-land.nationalparkbooking.dk
  • Arrangør: Nationalpark Skjoldungernes Land i samarbejde med bådelauget for Skarven og Skibby Aktive for Fjordlandet.

For yderligere information, kontakt projektleder Mikkel Eeg på  Obfuscated Email, tlf. 2484 7899