Shelterplads i Salvadparken er opgraderet
Publiceret 12-04-2021Lille oase ved Roskilde Fjord er nu opgraderet med nye faciliteter og renoveret shelter
En ny lævæg skal gøre shelter-opholdet mindre blæsende. Foto: Stenka Hellfach
Mellem Roskilde og Jyllinge drøner bilerne nord og syd ad Frederiksborgvej forbi den lille idylliske oase, Salvadparken. Fra vejen viser et skilt ned mod stedet.
Så snart man drejer af og kører ind ved shelterpladsen, sænker roen sig. Fjordens stille vand kan anes et lille stykke derfra og lyden af det rislende vand i Hove Å fylder øret.
Nationalpark Skjoldungernes Land og Roskilde Kommune har nu i samarbejde opgraderet shelterpladsen med nye faciliteter og et renoveret shelter, og håbet er, at endnu flere mennesker vil opdage stedet og få gode oplevelser i naturen.
Nye faciliteter til gode oplevelser
På shelterpladsen ligger to shelters med god afstand, bålpladser, naturlegeplads, multtoilet, masser af græs til leg og nem adgang til Roskilde Fjord. Det ene shelter er helt nyt og det andet shelter er nu blevet renoveret.
Derudover har begge shelters fået en lævæg eller stormkabine, der skal gøre opholdet mere behageligt i blæsevejr, og der er installeret en bagagelue – som også kan bruges til ind- og udgang for børnene.

Af nye faciliteter i shelterne er der kommet tebord og kogegrejskasse samt hylder og kroge, der gør indretningen sjovere og mere praktisk.
Mikkel Eeg fra Nationalpark Skjoldungernes Land glæder sig over projektet, som han kalder en opgradering af den eksisterende shelterplads.
”Vi håber, at det her vil gøre shelterne mere attraktive og give endnu flere en god oplevelse på deres tur til Salvadparken. Det er et meget vindudsat sted, så nu kan man sove lidt mere i læ for elementerne,” siger Mikkel Eeg.

Handicapvenligt shelter stod klar i fjord
Alle er velkomne til at overnatte i de to shelters, som ligger i Salvadparken, og begge shelters kan bookes på www.friluftsguiden.dk, hvis man vil være sikker på, at der er plads. Det er også tilladt at sætte telt op på pladsen.
Det nordligst beliggende shelter blev bygget sidste år som et handicapvenligt shelter, sådan at mennesker i kørestol også kan få en god oplevelse med overnatning i det fri.
Shelteren har derfor en skinne i loftet, som skal gøre det muligt at hejse en person ind via en løftebøjle og siddesejl. På nuværende tidspunkt er siddesejl og løftebøjle dog ikke tilgængeligt. Nationalparken afprøver løsningen sammen med Videncenter for Handicap og Elsass Fonden, før den bliver tilgængelig ved shelteren.