Oplev kunst i byen
Publiceret 27-08-2021Instruktionsskilte, brevduer, vandringer og trykker-workshops. Oplev kunst i Roskilde d. 19. august - 20. september.
Instruktionsskilte af David Horvitz - få et nyt blik på de kendte steder. Foto: Camilla van Deurs
Allerede nu kan vi alle sammen opleve nogle af de kunstværker, som er sat op i Roskilde i forbindelse med festivallen One Thousand Books. Festivallen forløber i år fra d. 20. august til 19. september i det offentlige rum i Roskilde. Se hele programmet og få meget mere information på nationalparkens Facebook og Instagram. I kan også dele jeres oplevelser med kunsten på hashtagget #onethousandbooks2021
Ses vi derude?
Kunst - hvor folk færdes
Kunsten vil i hele perioden dukke frem på uventede steder og møde os, hvor vi færdes. Du kan fx få et trykt værk med hjem på din supermarkedsbon, når du handler i Rema1000. Amerikanske kunstner Tauba Auerbach udgiver nemlig et bon-værk hver gang en kunde gør et køb i butikken. Design-trioen Alexis Mark udstiller deres favoritbøger på Roskilde bibliotek, helt særlige brevduer har fundet deres hvilesteder ved stier og bænke i byen og kunstner David Horvitz har opsat en række skilte med instruktioner rundt omkring i byens grønne områder, der også er en del af Nationalpark Skjoldungernes Land.
Byvandringer, workshops og salon
Søndag d. 29. august kan du gå med på kunstvandring med Morten Søndergaard og d. 4. september vilLaboratorium for Æstetik og Økologi og designer Åse Eg Jørgensen være vært for en salon, der præsenterer og diskuterer deres nyligt lancerede titel ’Husholdningsbogen for Radikal Omsorg’. Heldige 1. klasser kan af flere omgange komme til tryk-workshop ved Domen, og lave deres egne kunstbøger med naturtryk fra nærområdet.


Om One Thousand Books
One Thousand Books (OTB) har som formål at udbrede kendskabet til kunstnerbøger og udstille eksempler på, hvordan kunstnere bruger det, at lave bøger som kunstnerisk redskab. For første gang siden sin begyndelse i 2013 er One Thousand Books flyttet uden for København – i håbet om at engagere et nyt publikum og lade interessen slå rødder i byen.
"Kunstnerbogen er på mange måder det mest demokratiske og tilgængelige kunstformat, fordi kunstobjekterne kan distribueres – i modsætning til værker der udstilles i en kunstinstitution." - siger Johan Rosenmunthe, der sammen med Flemming Ove Bech er initiativtageren bag festivallen.

Samarbejde på tværs
Hele festival-programmet er gratis. One Thousand Books er partner med Nationalpark Skjoldungernes Land og samarbejder med Museet for Samtidskunst og Roskilde Bibliotek. Festivalen er støttet økonomisk af Slots- og Kulturstyrelsen, Øernes Kunstfond, Statens Kunstfond, Det Obelske Familiefond, Augustinus Fonden og Politiken-Fonden.