Nyt multifunktionelt kunstværk er på vej i Jyllinge
Publiceret 15-10-2021Kunstværk, skur og klasseværelse. Kom og se et unikt projekt blive til virkelighed
Kunstner Hartmut Stockter har arbejdet på projektet i sit værksted - nu skal det samles i Jyllinge. Foto: Lene Vinther Jensen
I september slog Cafe Fjordglimt dørene op og bød indenfor i det nye cafe- og kulturhus, hvor der også er lavet en udstilling om Nationalpark Skjoldungernes Land og Jyllinge. Og nu lander Skarven ude foran – nærmere bestemt i cafeens have, hvor de gamle museumsjoller engang stod.
Skarven er en kombination af et grejskur og et kunstværk og skal fungere som et udendørs klasselokale for områdets skoler og institutioner, ligesom foreninger og andre frivillige kan bruge stedet til fritidsaktiviteter.
Kunstner henter inspiration i Jyllinges historie
Det er den tysk-fødte, københavnerbaserede kunstner Hartmut Stockter, som står bag værket, og det er Nationalpark Skjoldungernes Land, som har inviteret ham til at designe et stedsspecifikt grejskur og skulptur til Jyllinge.
Hartmut Stockter har taget udgangspunkt i Jyllinges fiskerhistorie og de fugle, som fiskere har levet side om side med igennem historien. Han har valgt skarven som inspiration og det specialdesignede grejskur vil, ligesom den levende skarv, både kunne rejse halen og brede sin vinge ud. Den skal dog lige samles først.
Følg med når skarven samles
Skarven lander i små dele i disse dage og bliver i løbet af efterårsferien og den sidste del af oktober samlet til en hel fugl, et helt klasserum og et helt kunstværk.
Nysgerrige er velkomne til gå forbi og se fuglens tilblivelse og værket forventes at stå færdigt i den første halvdel af november.
Jyllinge Fjordglimt er åben for servering onsdag, fredag, lørdag og søndag fra kl. 10 til 20 – og særligt for efterårsferien også mandag, tirsdag og torsdag kl. 11-16, hvis man vil kombinere et besøg hos Skarven med noget lækkert at spise eller drikke. I efterårsferien er det desuden muligt at købe pynt-selv cupcakes.
Værket er finansieret af Det Obelske Familiefond og Nationalpark Skjoldungernes Land. Friluftsrådet har bidraget med midler til indretning af udendørs klasseværelser.