Nationalparken inviterer til Fjordfestival
Publiceret 03-09-2021Søndag den 12. september er der fjord-festival ved Roskilde Fjord. Find arrangementer i Roskilde, Jyllinge og Gershøj og oplev fjorden med alle sanser.
Vær med til at fejre fjorden i Gershøj, Jyllinge eller Roskilde. Foto: Martin Kunzendorf
Roskilde Fjord udgør en tredjedel af Nationalpark Skjoldungernes Land. Her møder vandet landet i bugter og vige med strandenge og kystskrænter. Mennesket har brugt fjorden til fiskeri og sejlads siden stenalderen, og i dag er Roskilde Fjord et af landets mest populære områder for blandt andre kajakroere, surfere og sejlere.
Nationalpark Skjoldungernes Land inviterer derfor til fejring af fjorden, og det sker ved årets fjordfestival lørdag den 12. september, hvor en række foreninger stiller op med en bred pallette af oplevelser og aktiviteter for store og små.
Her følger en beskrivelse af de mange arrangementer. Alle er velkomne, aktiviteterne er gratis og tilmelding er ikke nødvendig!

Jyllinge kl. 12-16: Træk i vaders, smag på fjorden og glaser en fisk
I Jyllinge finder du masser af aktiviteter fra klokken 12-16. Det foregår på Jyllinge Fiskerihavn og i det nyåbnede café- og kulturhus, Fjordglimt, som ligger på Bygaden 28.
På Fiskerihavnen er det Jagtforeningen Jyllinge Holme, som stiller op med aktiviteter for både børn og voksne. Du kan blandt andet smage på røget ål fra fjorden - eller marineret lam fra Eskilsø, som ligger midt ude i Roskilde Fjord. Oplev de gamle fiskeredskaber og hør om egnens traditioner og fiskekultur. Klap får og fisk fra fjorden, lån en vandkikkert eller hop i et par vaders og gå med formidler Karsten Munkvad på fjordekspedition, besøg nationalparkens båd, Skarven, og sejl en tur med en af jagtforeningens både ud til Lilleø.
Hos Jyllinges nyåbnede café- og kulturhus, Fjordglimt, kan du dekorere fiske-formede småkager med glasur i forskellige farver og se nærmere på fjorden og dens øer gennem kikkerter på terrassen. Mærk uld og se, hvordan man spinner og strikker uld fra gotlænder-får, og gå på opdagelse i husets nationalpark-udstilling. Du kan også købe kaffe og kage i caféen.

Roskilde kl. 12-15: Mød kriblekrable-dyr og lav fjordkunst eller prøv en tur i kajak
I Roskilde finder du aktiviteter fra klokken 12-15. Det foregår hos Roskilde Oplevelseshavn ved udstillingshuset Tangloppen på havnen og hos Roskilde Sejlklub på Strandgade 12.
Hos Roskilde Oplevelseshavn kan du blandt andet være med til fiske-dissektion og høre om, hvordan fisken er tilpasset livet i vandet. Smid sko og sokker og gå på jagt efter fjordens smådyr på egen hånd med net og spand. Få hjælp til at sætte navn på smådyrene og hør historier om dyrenes liv i fjorden, og forevig udvalgte dyr med farver, saks og papir. Kunstværkerne kan du hænge op i udstillingen.
Hos Roskilde Sejlklub kan du prøve en tur på vandet i kajak. Sejlklubben stiller udstyr til rådighed og sørger for god sikkerhed. Alle kan være med – også selvom du aldrig har padlet før. Hos sejlklubben kan du desuden få en pølse og et stykke brød ved grillen.

Gershøj kl. 10-13: Smag, føl og hør om fjordens fisk
I Gershøj fejrer Gershøj Fritidsfiskerforening fjorden og fritidsfiskeriet fra klokken 10 til 13. Allerede før 10 kan du se med, når fiskerne kommer ind med dagens fangst, og fra cirka 10 vil du kunne smage på den nyrøgede fisk.
Hør om fritidsfiskernes erfaringer med livet i tæt forhold til naturen, klap levende fisk i bassiner og se med, når fiskerne fileterer dagens fangst.
Aktiviteterne er for både børn og voksne - og det er muligt, at købe nyrøget fisk med hjem.

Fotos:
Ved Jyllinge Fiskerihavn: Jan Eriksen
Tangnål: Andreas Elkjær / Insp! Media
Børn og fisk: Lejre Kommune
Drenge fisker ved Gershøj: Ole Malling