Skjoldungedage på Tadre Mølle

Tag med en specialklasse fra Kølholmskolen på stenaldertur til Tadre Mølle.

”Er I klar?” siger natur- og kulturvejleder Søren Moses. ”Jaaa,” råber 5., 6. og 7. klassebørnene fra Kølholmskolen i Frederikssund Kommune. ”Så går vi i,” siger Søren.

Vi har waders på. Vi har stenalderpinde i hænderne. Og vi er på jagt efter flint. Efterårsdagen er lys og klar – og vi er Skjoldungetur på Tadre Mølle med otte spillevende specialskolebørn fra Kølholmskolen.

I efteråret 2020 afholder Nationalpark Skjoldungernes Land i samarbejde med Lejre, Frederikssund og Roskilde Kommune knap 100 Skjoldungedage for specialskolebørn i de tre kommuner. Denne onsdag er klassen fra Kølholmskolens tredje og sidste Skjoldungedag – og selv om hver Skjoldungedag byder på nye udfordringer, så er det tydeligt, at eleverne nu kender både stedet og vejlederne, Søren Moses og Isabel Lohmann, rigtig godt.

Stenalderdag

”I dag skal vi arbejde med stenalderen,” sagde Søren Moses, da vi startede på P-pladsen ved Tadre Mølle: ”Vi skal hugge flint. Vi skal snitte brummere og vi skal på bjørnejagt. Men først skal vi gå en tur i åen og kigge på den med stenaldermandens øjne. I ved fra sidste gang, at åen nogen steder er lavvandet – men hvad sker der, hvis vandet løber ind mellem to træer, der står tæt?”

”Så bliver strømmen stærk,” siger en Malthe.

”Ja,” siger Søren, ”og hvad kan den stærke strøm?”

”Grave huller,” siger Oskar.

”Ja, stærk strøm kan lave dybe erosionshuller. Dem skal vi passe på, når vi går,” siger Søren.

”Så er det godt, at vi har vores stokke,” siger Frederikke og svinger med sin kæp.

”Vi ved, at der har boet masser af stenalderfolk lige her. Det er et godt sted at fange fisk og leve,” fortæller Søren.

”Ja, for der er havørreder om vinteren,” siger Andreas, som er vild med at fiske.

”I skal forestille jer, at der var skov over det hele. Hvor kunne stenaldermanden finde flint?” spørger Søren.

”I skoven?” spørger børnene. ”I jorden?”

Oskar rækker hånden op: ”I åen, hvor strømmen vasker den ud.”

”Jep, Oskar,” siger Søren., ”Når stenalderfolkene skulle finde flint, så gik de ned i åen – og kiggede der, hvor vandet skyller jorden væk. Men hvordan kan vi se, at det er flintesten? Flint er glat. Flint er sort - og hvidt nogle steder.”

I bækken

Vi går i. Søren forrest – og så en lang række af specialskoleelever og lærere som snakker og prikker med stokkene på de sten, vi går forbi.

Christian bukker sig ned og tager en lille sort sten op fra bunden. Vi kigger på den og bliver enige om, at det virker som granit. Over højre skulder. Vi kigger videre.

”Her kommer hullet! Pas på hinanden,” siger Søren og går i sine waders ned i et dybt eroderet hul, så vandet når ham til maven. Eleverne hviner og går efter. 

”Det er sjovt, vandet presser på mine waders”, siger Leo. De støtter hinanden og holder grene til siden, så alle kommer med. Andreas finder et kæmpestort stykke perfekt sort flint. Og det gør en af de andre drenge også. Da vi kommer op på bredden igen, går vi med Søren i spidsen vi til flintesmedjen, som står klar nede ved møllen.

Ti-mad og høns

Inden vi går videre, skal nogle af børnene have en ti-mad. 

”Må vi tænde op idet lille ildsted?”, spørger Frederikke og Andreas.

”God ide. Så kan vi få en kop kaffe. I ved, hvordan man gør,” siger Søren – og så bygger børnene et lille pagodebål af træ, de selv har kløvet, sætter trefoden på og den store sorte kedel over. De har været på Skjoldungedage på Tadre Mølle hver onsdag i nu tre uger – og kender stedet.

”Det er dejlige dage,” siger en lærer. ”Alle de spændinger, som normalt er i klassen forsvinder her. Alle er optagede af de aktiviteter, vi laver. Børnene lærer en masse på en helt anden måde – og de er trætte, når de kommer hjem og sover godt.

”Bok bok, der er hønsene,” råber nogle af børnene. ”Bok bok bok.” De går afsted med lidt korn i hænderne – og kaster det ud til tre forvildede høns, som glade pikker kornene i sig. Frederikke sætter sig på hug og lokker hønsene helt tæt på. Christian står på behørig afstand og kigger med. I pausen kæmper Leo og Malthe med deres rollespilssværd. Oskar sidder bare og kigger på møllen. Alle hviler.

Stenalderværksted

”Så åbner Sørens flinteskole,” siger Søren og slår armene ud mod børnene, som sidder bænket rundt omkring ham. På et stykke skind ligger flinteøkser med skaft og uden, flinteknive, skrabere, pilespidser, skind, hjortetakker og alt muligt andet stenaldergrej. 

”Jeg har lavet alt det, I kan se, med mine egne hænder”, fortæller Søren. ”Her har I fx et gedeskind. Jeg har slagtet geden, flået skindet af den – og garvet skindet med stenalderredskaber. Ja, faktisk kogte jeg gedens hjerne og brugte fedtet til at gave eller blødgøre skindet.

”Add, hjerne!” børnene rører ved det lyse gedeskind. 

Og skindet her!” Søren viser et blødt, brunt skind, ”Det kommer fra et dyr, som har været uddød i Danmark, men nu lever oppe i Thy.”

”Bæver!” råber Andreas. 

”Og det er garvet med bæverens egen hjerne,” siger Søren. ”Hvis man kan teknikken, så kan man lave alt af naturens materialer. Stenaldermanden lavede tov af naturen. Se her – her er tov af hestehalehår. Her er et af søkogleaks. Og her er et af lindebast,” fortæller Søren og lader tovværk gå rundt. Børnene føler på tovet, lader det gå videre og suger til sig.

Flint fra åen

Så lærer vi om flintesmedens værktøj: Flint selvfølgelig, en lille rund slagsten til at slå med, sikkerhedsbriller – og til den dygtige flintesmed – en kølle og en mejsel af kronhjortegevir. 

”Nu skal vi se, om Andreas flint fra åen kan bruges til noget.” Søren lægger et skind over benene, holder mejslen mod Andreas sten – og slår med hjortekøllen. Dok. Andreas sten flækker til to perfekte sorte flinteflader. Dok. Dok. En stor og så en lille skarp flække. 

”Næ, det er meget fin kvalitet,” siger Søren. ”Se den her lille flække. Det er alletiders høvl.” Børnene mærker på den skarpe side. 

”Hov, nu kan jeg høre en dame fra bopladsen,” siger Søren og holder hænderne bag ørerne: Hun siger: ”Jeg skal bruge en skraber. Jamen det skal hun få.” Søren slår et stykke af – og hugger en rund kant med den lille runde sten. ”Så skærer skraberen ikke skindet i stykker, når man skraber hår og sener og kød af det,” fortæller han og sender skraberen rundt til ivrige hænder. 

”Det tog ikke lang tid, at lave redskaber i stenalderen,” fortæller Søren. ”De har ikke været svære at lave, selvom det selvfølgelig var svært at lave godt. Når folk har manglet et stykke værktøj, så lavede de det. Børnene var også med. De lærte håndværk, fra de var små.” Børnene lytter og lærer historie med åbne munde. De kribler i fingrene for selv at prøve.

”Hov – nu er der igen nogen som snakker,” Søren holder hænderne bag ørerne og lytter, ”Hvad siger han, et flintebor. Jamen, det skal han få.” Og så hugger Søren en spids sten, som kan bruges til bor – og et par flinteknive.

Hug

Og så er det vores tur. Vi får alle nogle forhuggede sten, som er lette at gå til. Med en blyant har Søren tegnet en streg, som viser, hvor langt ind, vi skal hugge. På med beskyttelsesbriller, skind på benene – og så går børnene og vi andre i gang med de små slagsten.

Vi hugger en skraber. Og vi hugger et flintebor. Og vi borer et hul i et lille stykke træ med det. Og vi snitter en brummer af træet med små snitteknive – og til sidst svinger vi brummerne rundt over vores hoveder og laver en stenalderkoncert af sære lyde. 

”Forestil jer hundrede brummere, som svinger i den dybe stenaldernat omkring glødebålet,” siger Søren. Og det kan vi let.

Mindfull stenalder

Efter frokost stiller vi os i en stor rundkreds. Isabel Lohmann, som er lærer og som arbejder med børn og mindfullness, leder en runde med mange forskellige lege og øvelser, som får energien til at løbe rundt i kroppene. Vi falder til ro og bliver klar igen til at koncentrere os – for nu skal vi på jagt.

Bjørnejagt

Nogle af børnene har allerede fundet den lange flitsbue inde i skuret – og andre har fundet pilene og bjørnemålskiven. Sammen bærer de det hele ned til shelterpladsen. Alle lærer at lægge pilen an på buen, at ånde ind og ud og slippe strengen, så pilen stryger afsted mod bjørnen. De skiftes og hepper på hinanden. Frederikke rammer med det samme. Sharn rammer. De snakker om teknik og styrke. Da alle har skudt – flere gange – og de fleste har ramt bjørnen, er dagen slut.

Fantastiske skjoldungedage

”Det har været nogle fantastiske Skjoldungedage,” siger den ene lærer, mens vi går tilbage til møllen. ”Børnene har lært en masse. Der har både været noget til hovedet og til hænderne, som har været dybt begravet i naturen og i historien. Og så er de er sammen på nye måder – og lærer nye sider af hinanden og sig selv at kende. Det er godt for vores børn.”

Vi takker Søren og Isabel for en dejlig dag i stenalderen.

Foto og tekst: Malene Bendix