Ny storkerede i Kisserup

Publiceret 29-11-2020

I Kisserup har lokale taget initiativ til en storkerede. Nationalparken har finansieret projektet.

Med lidt held flyver storken mod Kisserup. Foto: Zeynel Cebeci

I den nordlige ende af Kisserup ligger to vandhuller. I og omkring vandhullerne ligger ænder og andre fugle og raster – og snart får vandhullerne måske også besøg af Hr. og Fru Langeben.

Det er håbet, når lokale kræfter i samarbejde med Storkene.dk og Nationalpark Skjoldungernes Land opsætter en storkerede.

Godt område for storke

Området i den nordlige ende af Kisserup kan sagtens huse et storkepar. Det mener Jess Frederiksen fra storkene.dk, efter at han har været ude at se på stedet.

- Jeg synes, at området ser fint ud til storke. Vi ved, hvor storke gerne vil bo. Nogle gange sætter folk reder op, hvor det ikke giver mening, men her ser det godt ud, siger Jess Frederiksen til sn.dk.

Det er blandt andet de nye vandhuller, som nationalparken etablerede i 2018, som gør området egnet for storke. Vandhullerne ligger i et bakket landskab på et engdrag, hvor heste og køer sørger for, at græsset ikke bliver for højt, og det er vigtigt, når storkene skal søge føde.

Lokale kræfter

Den nye storkerede bliver sat op på Hjortemarksgård i Kisserup, og projektet udspringer fra lokalsamfundet. 

Primus motor på projektet er Birger Eng, som er blevet inspireret af et nyt storkepar ved Ganløse vest for København, samt den overordnede positive udvikling i storkebestanden herhjemme.

I Gundsølille ved Roskilde har der været storke i adskillige år, og det er unger fra dette storkepar, som har slået sig ned i Ganløse. 

- Derfor tænkte jeg, at så kan andre unger vel flytte til Kisserup, så det håber jeg, at de gør, siger Birger Eng til storkene.dk