Ny formidling til mountainbikeryttere
Publiceret 15-01-2020Roskilde Mountainbike Klub og Nationalparken har opsat fire nye formidlingsstop i Boserup Skov.
Ny formidling gør mountainbikeryttere opmærksomme på skovens natur- og kulturhistorie. Foto: Sofie Clauson-Kaas
I Boserup Skov finder man et 10 kilometer langt mountainbikespor. Ved hjælp af frivillige kræfter og knofedt bliver sporet vedligeholdt til gavn for mange mountainbikeryttere.
Nu er Roskilde Mountainbike Klub og Nationalpark Skjoldungernes Land gået sammen om et projekt, der skal udvide oplevelsen på mountainbike-sporet.
Det sker med fire nye formidlingsposter, som netop er sat op. Her kan forbipasserende stoppe op og finde information om skovens særlige kendetegn og spændende natur- og kulturhistorie.
Fodstøtte formidler fægyde
De nye formidlingsstop er udformet som fodstøtter, hvor cykelrytterne nemt kan stoppe op og hvile foden, mens de læser en kort tekst om natur- og kulturhistorien i skoven.
Et eksempel er den gamle fægyde bestående af jorddiger, som man finder i skoven fra dengang, der lå en lille landsby i området. En fægyde blev brugt til at drive køer og får ud på fælles græsningsarealer.
Jorddigerne kan stadig ses, og det er sådanne detaljer, som projektet ønsker at inspirere mountainbikeryttere til at lægge mærke til.
Tag et hvil og kig op
Andre steder kan man på fodstøtter læse teksten ”tag et hvil og kig op”. Stopper man op, vil man kunne se og læse lidt om douglasgran, som er skovens kæmpe. Et andet sted mødes cykelryttere nu af teksten ”Sæt din fod og kig til venstre”. Gør man det, vil man opdage en gravhøj fra bronzealderen.
Projektet kombinerer således friluftsliv med natur- og kulturformidling i landskabet, og det glæder Thomas Larsen Schmidt fra Roskilde Mountainbike Klub.
”Roskilde Mountainbike Klub ønsker med formidlingsstationerne at fremvise de fine og spændende natur og kulturhistoriske oplevelser, man kan se langs mountainbikesporet i Boserup Skov. Det er dejligt, at vi kan samarbejde med nationalparken om at kombinere naturformidling og et aktivt friluftsliv,” siger Thomas Larsen Schmidt.
I nationalparken glæder man sig også over den formidlingsmæssige opgradering af mountainbike-sporet og samarbejdet med Roskilde Mountainbike Klub.