Ny cykelrute indvies lørdag den 27. juni
Publiceret 24-06-2020Istidsruten er en 390 kilometer lang oplevelsesrute gennem nationalparken og videre rundt på Vestsjælland. Vær med til den virtuelle åbning.
Ruten går gennem Lejre. Foto: Ole Malling.
På lørdag åbner Istidsruten – en kombineret cykel- og oplevelsesrute fordelt på fem etaper. Istidsruten er i alt 390 kilometer lang og løber gennem et landskab, som istidens enorme kræfter har formet for mange tusinde år siden.
Oplev blandt andet dødishuller, randmoræner, smeltevandssletter og issøbakker og få fortællingerne gennem istidsrutens app Tidslommen samt på skilte langs ruten.
Ruten går gennem nogle af nationalparkens fineste istidslandskaber, fx i Bidstrup Skovene og ved Skullerupholm. Se hele ruten her.
Virtuel indvielse
Istidsruten er nu klar til at byde en masse cykelgæster velkommen over sommeren – og det skal fejres. Derfor inviterer Istidsruten nu alle til en officiel indvielse af ruten.
Fejringen bliver virtuel for at undgå corona-smitte og foregår lørdag den 27. juni klokken 10-10.30 på Istidsrutens facebookside. https://www.facebook.com/istidsruten/.
Gennem videoer får du til indvielsen indblik i noget af alt det, Istidsruten byder på.
Program
- Officiel indvielse v. kulturminister Joy Mogensen
- Forsmag på etape 1
- Konkurrence om istidsdyr – vind billetter til Museum Vestsjælland
- Forsmag på etape 2
- Gang i appen
- Forsmag på etape 3
- Dødis – hvad er det?
- Forsmag på etape 4
- Fotokonkurrence – vind billetter til Observatoriet i Brorfelde
- Forsmag på etape 5
- En hilsen fra Nordea-fonden
Resultatet af flere års arbejde
Når Istidsruten officielt åbner på lørdag, bliver det kulminationen på flere års arbejde. Arbejdet har været i gang siden 2016 og løber frem til 2021.
Projektet er støttet af Nordea-fonden og er et samarbejde mellem 11 partnere. Det er Odsherred, Kalundborg, Sorø og Holbæk kommuner, samt Observatoriet i Brorfelde, Naturpark Åmosen, Museum Vestsjælland, Sagnlandet Lejre, Geopark Odsherred og Nationalpark Skjoldungernes Land. Derudover indgår en række lokale aktører i ruten.