Hjælp naturen til stor affaldsindsamling
Publiceret 16-06-2020Nationalparken, Lejre og Roskilde kommuner og Roskilde Oplevelseshavn inviterer til affaldsindsamling søndag den 21. juni klokken 10-12.
Vær med til at fjerne affald i naturen den 21. juni.
1,3 ton affald, 19.000 cigaretskodder og 284 dåser. Så meget affald blev der samlet i 2019 på blot to affaldsindsamlinger langs Roskilde Fjord.
Efter et forår med masser af besøgende i nationalparkens naturområder, er det nu blevet tid til at afholde endnu en affaldsindsamling - og i fællesskab sikre en ren Roskilde Fjord.
Kom og vær med
Nationalpark Skjoldungernes Land, Lejre Kommune, Roskilde Kommune, Roskilde Oplevelseshavn og lokale tovholdere inviterer derfor til en stor affaldsindsamling søndag den 21. juni fra klokken 10 til 12. Affaldsindsamlingerne vil foregå på forskellige strækninger langs Roskilde Fjord og ved Ejby Havn.
For at deltage i affaldsindsamlingen skal man tilmelde dig via Billetto. Gå til www.billetto.dk og søg på affaldsindsamling – da kommer de forskellige strækninger frem. Man tilmelder sig den strækning, man ønsker at gå.
Arrangementet er egnet til alle aldersgrupper, og alle deltagende børn har mulighed for at låne en orange vest, som er syet af genbrugs-stof fra Roskildefestival-telte. Det er foreningen Affaldsimperiet, som har syet veste til børnene.

I lyset af corona
Affaldsindsamlingen var oprindeligt planlagt til slutningen af april, men det satte corona-epidemien en stopper for. Nu er det igen muligt at samles – og når det sker den 21. juni til affaldsindsamlingen, vil det være med en række forholdsregler, der sikrer, at myndighedernes anbefalinger overholdes.
Derfor er det i år nødvendigt at tilmelde sig – det skal sikre, at forsamlingsforbuddet overholdes. Derudover skal der holdes en meters afstand mellem deltagerne, der vil være håndsprit tilgængeligt og alle vil få udleveret hver et sæt handsker og en gribestang. Det er desuden vigtigt, at man bliver hjemme, hvis man er syg.
Mindre affald og nye vaner
Formålet med affaldsindsamlingerne er først og fremmest at forhindre, at fugle, fisk og andre dyr spiser farligt affald eller bliver fanget i det – og samtidig at sørge for et rent strandmiljø til glæde for de lokale beboere og besøgende.
I 2019 deltog 535 frivillige i to de to affaldsindsamlinger, som nationalparken koordinerede, og her i 2020 håber man på, at endnu flere vil hjælpe med at samle skrald til arrangementerne og i hverdagen. Det fortæller Sofie Clauson-Kaas, som er naturvejleder i Nationalpark Skjoldungernes Land og koordinator på Affaldsfri Fjord 2020 projektet.
- Arrangementerne skal først og fremmest sikre en ren fjord. Men der ligger jo affald mange andre steder, og jeg håber, at vi med arrangementerne kan være med til at inspirere folk til at samle mere affald også i hverdagen. Man kan fx tage en pose med til affald, når man alligevel skal ud og gå en tur, siger Sofie Clauson-Kaas.
Affaldsindsamlingerne er støttet med midler fra Miljøministeriets Strandoprydningspulje. Læs mere om projektet på Affaldsfrifjord.dk