Festlig lancering af SOMMER I VORES NATUR
Publiceret 01-07-2020Miljøminister Lea Wermelin skød den landsdækkende naturkampagne i gang på Boserupgård Naturcenter i Nationalpark Skjoldungernes Land.

Startskud for SOMMER I VORES NATUR
Solen skinnede og sommerskoven stod grøn, da 50 mennesker samledes til startskuddet for den landsdækkende naturkampagne ”SOMMER I VORES NATUR” på Boserupgård Naturcenter i hjertet af Nationalpark Skjoldungernes Land. Kampagnen inviterer børn og voksne over hele landet på hundredevis af ture og oplevelser i naturen gennem hele sommerferien. 16 skønne naturperler i nationalparker, naturparker, geoparker, Naturstyrelsens enheder mv. er værter for ”SOMMER I VORES NATUR”. Nationalpark Skjoldungernes Land er en af de 16.
Borgmesterens velkomst
På gårdspladsen foran den gamle skovridergård bød Roskilde Kommunes borgmester Thomas Breddam velkommen til Boserupgård Naturcenter, Roskilde Kommune og Nationalpark Skjoldungernes Land. Læs hans tale her.
Ud i det blå
Nationalparkchef Anders Bülow bød velkommen til nationalparken, gennemgik dagens program og inviterede på tre forskellige ture ud i Boserup Skov. Gæsterne kunne alt efter temperament vælge mellem tre ture:
- Sanketur med røverhistorier om skjoldungerne ved naturvejleder Liv Louise Holm fra Nationalpark Skjoldungernes Land
- Mountainbike-tur med Thomas Larsen Schmidt fra Roskilde Mountainbikeklub
- Afprøvning af den splinternye Find Vej Orienteringsrute, som Orienteringsklubben Roskilde og Dansk Orienteringsforbund har etableret i Boserup Skov med. Miljøministeren valgte denne tur, som blev ledet af Jakob Lind Tolborg og Anders Laage og to unge orienteringsløbere, Rasmus og Ida.
Videohilsner
Den officielle lancering af ”SOMMER I VORES NATUR” foregik i telte på græsplænen bag Boserupgård. Den bestod af en blanding af taler og videohilsner fra de 16 naturperler. Du kan se de 16 videohilsner her.
Partnernes tale
Friluftsrådets bestyrelsesformand Niels-Christian Levin Hansen bød velkommen til SOMMER I VORES NATUR på vegne af partnerskabet bag kampagnen, som ud over Friluftsrådet består af Naturstyrelsen, DR og Dansk Naturhistoriske Museer. Niels-Christian Levin Hansen bød velkommen og sagde bl.a.: ”Vores Natur” er et eksperiment – vi har aldrig lavet så bredt et samarbejde om at få flere ud i naturen, et samarbejde der både tæller alle dem der normalt formidler natur på forskellig vis – fra naturskoler til naturhistoriske museer og foreninger, men også mange andre har meldt sig på banen: biblioteker, medier, ikke mindst DR og dr er nationalparker og kommuner, der lægger en kæmpe indsats. Det er kendetegnende at det er meget forskellige aktører, men det giver også en kæmpestor synergi når vi alle trækker i samme retning."
Læs hele Niels-Christian Levin Hansens tale her.
Fondenes tale
Lene Rydal fra Nordea-fonden bød velkommen på vegne af de tre fonde bag kampagnen, Nordea-fonden, 15. juni Fonden og Aage V. Jensens Fonde og sagde bl.a.:
”Endelig kom dagen, hvor vi er sammen i Naturen. Syv uger med et væld af aktiviteter i og ved Danmarks fineste naturperler. Vi står endda lige midt i én af dem: Nationalpark Skjoldungernes Land. Vi i Nordea-fonden vil gerne støtte projekter, som får endnu flere ud i det fri – den store særprægede natur eller den nære natur. Ja lige der hvor du har din dagligdag. Oplevelser i naturen er nøglen til gode liv. For den enkelte og for samfundet. Det kræver samarbejde. Vilje. Og handling. Partnerskabet i Vores Natur og alle de gode kræfter bag projektet tager det ansvar på sig, at formidle og vise vores egen vilde vidunderlige natur til nye som gamle generationer. Det er et vigtigt ansvar – men det er også vores fælles ansvar,” sagde Lene Rydal.
Du kan læse hele Lene Rydals tale her.
Miljøministerens tale
Til sidst skød miljøminister Lea Wermelin officielt SOMMER I VORES NATUR i gang. Miljøministeren sagde bl.a.:
"Det kan godt være, at den tid, vi går igennem nu, kaldes for corona-tiden. Men derfor er Naturens År ikke afblæst. Tværtimod. Alle jer, der er her, har nemlig kløet på. Fonde og foreninger. Museer og myndigheder. I har lagt planerne om. Tegnet nye ruter på kortet. Fundet veje omkring de barduner, som coronaen har spændt ud i benhøjde for os alle.
Måske er det fordi, I er vant til at have med naturen at gøre. For en vandretur kan man planlægge nok så meget. Men det er alligevel vejret, der afgør, hvornår man når frem til næste lejrplads. Ligesom man kan stå op kl. 4 om morgenen for at tage på nattergaletur. Men der er ingen garanti for, at man får andet end et tomt krat i kikkerten.
Lige om lidt venter en sommer, som mange danskere regner med at bruge herhjemme. En sommer, hvor danskerne endda med et nyt rejsepas i hånden kan tage på færgecruise, intercity-rail og busferie inden for landets grænser. Her har I planlagt en ’Sommer i Vores Natur’ med aktiviteter over hele landet. Det er der brug for. Der er brug for, at I deler jeres viden og erfaring med alle de danskere, der finder ud i naturen i disse dage."
Læs hele Miljøminister Lea Wermelins tale her.
Vild mad
Startskuddet blev afsluttet med et vild mad traktement fra Herthadalen.
Tak for en dejlig dag - og god sommer i vores natur.