Fem forslag til julede ude-aktiviteter

Publiceret 02-12-2020

Julen er over os – og måske er der netop i år tid til julede aktiviteter i naturen? Her kommer fem forslag.

Tag ud i naturen i december. Foto: Nynne Sørgaard

1. Æbleskiver over bål

Det er ikke kun i corona-tider, at det er en god idé at rykke nogle af julearrangementerne udendørs.

Tag en pose æbleskiver med ud til en af de mange bålpladser i nationalparken. Du finder en oversigt her på nationalparkens hjemmeside eller i appen ”Nationalpark Skjoldungelandet”. 

Æbleskiver er perfekte at varme over et bål – sæt dem på en pind og lun dem over gløderne, så smager de bare bedre.

2. Lav naturligt julepynt

Pinde kan blive til nisser, grankogler til juletræer og blade til kranse. Der er masser af muligheder for at hente julepynten ude i skoven – helt gratis og bæredygtigt.

Find en god pind og snit toppen spids. Skræl barken af til et ansigt under den spidse nissehue. Mal toppen rød – og giv nissen øjne, næse og mund. Nissen kan fx pynte i en potteplante.

Saml fyrrekogler og tag dem med hjem. Lad dem tørre – så åbner de sig. Mal dem grønne og pynt fx med glimmer.

Blade kan du trække på en snor eller et langt stykke ståltråd. Når du har trukket nok blade på, binder du de to ender sammen, sådan at bladene former en krans. Hæng den op på døren – så er det jul!

3. Hold julefrokost på en shelterplads

Tag de nære venner eller familien med ud til en shelterplads og hold en anderledes julefrokost med højt til loftet. 

Maden kan I enten lave sammen over bål, eller I kan medbringe den færdig og nøjes med at varme den. Tag en stor gryde med til gløgg eller varm kakao – det luner derude i kulden.

Her på vores hjemmeside eller i appen ”Nationalpark Skjoldungelandet” kan du finde en oversigt over shelterpladser i nationalparken. Nogle af dem kan bookes, og ved andre gælder først-til-mølle princippet.

4. Gå på jagt efter nissefars skæg

Nisseskæg! Et sjovt fænomen, der dukker op på grene og stammer med jævne mellemrum i vintermånederne. Tag i skoven og led efter skægget på en våd dag med let frostvejr.

Du kan jo undlade at fortælle børnene, at det i virkeligheden er en svamp der er på spil. Svampen, som kaldes smuk bævrehinde, nedbryder stoffet ligning, som findes i træer. Svampen nedbryder ligning hele året – men om vinteren producerer svampen frost-væske, så vandet inde i grenen ikke fryser til is. 

Svampens aktivitet presser dog vandet ud gennem de fine rør af svampe-nedbrudt træ – og i mødet med den kolde luft udenfor, dannes de fine, hår-tynde iskrystaller.

Foto: Liv Holm

5. Genbrug juletræet

Når julen er ovre og juletræet skal ud – så er der endnu flere projekter! Juletræet kan nemlig genbruges på mange måder.

Skær stammen over nær et sted med grene – både over og under grenene. Klip grenene af, så de kun er få centimenter lange. Skræl barken af og vupti – en knage.

Du kan også lade grenene være lidt længere, cirka 10 cm. Lav en god blanding af svinefedt og frø eller nødder. Det kan fx være hampefrø, solsikkekerner og peanuts. Tryk fedt-frøblandingen fast omkring det gamle juletræ og vupti – en fuglekugle, som du kan hænge op i haven.

Foto: Sofie Clauson-Kaas