Efterårsferie i nationalparken

Publiceret 01-10-2020

Aktiviteter, eventyr, nat i naturen og naturoplevelser på egen hånd - få inspiration til din efterårsferie.

Snør støvlerne, find vindjakken frem og tag med hele familien ud i de flotte efterårsfarver i nationalparken. Efterårsferien er lige om hjørnet og den byder på mange store og små oplevelser.

Oplev Nat i Naturen

Over hele landet vil lokale foreninger, organisationer, museer, nationalparker og mange andre invitere til “Nat i Naturen”-arrangementer og aktiviteter d. 10.-18. oktober. Nationalparken har flere arrangementer på programmet i samarbejde med besøgssteder og lokale ildsjæle.

Læs om dem her og find flere arrangementer rundt omkring i området på www.voresnatur.dk.

Nattevandring. Foto: MYRKR

Mørkeomvisninger i Gl. Lejre

Grib lommelygten og besøg det mytiske landskab omkring Lejre Museum i de mørke timer d. 13., 14. og 15. oktober kl. 19-21. Der er plads til hele familien!

Besøg de gamle vikingegravpladser, den mægtige kongehal og hør historierne om monstrene, der engang hærgede stedet! Læs mere og tilmeld dig arrangementet 'Mørkeomvisninger i Gl. Lejre'

Nattevandring med lydkunst i Bidstrup Skovene

Hvordan påvirker mørket dig, når du bliver guidet af mørke-aktivister og lys-entusiaster? Det har kunstnerfællesskabet MYRKR sat sig for at undersøge, og de inviterer dig til at gå med d. 17. oktober kl. 21-22-15. Aldersgrænsen er 12 år.

Tag med på nattevandringen i Bidstrup Skovene sammen med MYRKR og få helt nye perspektiver på mørket og se et hvordan steder, som du tror, du kender godt, forandrer sig i mørket. Læs mere og tilmeld dig arrangementet 'Mørkevandringer i Bidstrup Skovene'

Eventyrlige godnathistorier på Boserupgård

Tag dine troldebørn, familie og venner under armen, og kom til en eventyrlig aften på Boserupgård Naturcenter d. 17. oktober kl. 19-21. Alle er velkomne.

Midt i skovens mørke vil historiefortæller, Caroline Bliddal, tage jer med på eventyr, hvor i selv skal være med til at få historien frem. Læs mere og tilmeld dig arrangementet 'Eventyrlige godnathistorier'

Bliv bager, detektorfører eller vinterbader for en dag

Gå med detektor i Gl. Lejre

ROMU gentager, i samarbejde med Arkæologisk Forening Lejre og nationalparken, succesen fra sidste år og giver igen børn og unge mulighed for at prøve kræfter med detektorarkæologien d. 13.-15. oktober kl. 11-14.

Det kræver tålmodighed, stor udholdenhed og en kæmpe portion fantasi at gå på jagt efter fortiden. Overalt omkring os ligger fortiden gemt under jordoverfladen – men du skal være dygtig, respektfuld og snu for at lykkes med at være med til at lægge det puslespil, som er vores alle sammens historie.

Kom med fra Lejre Museum og ud i landskabet, hvor detektorførere viser, hvordan du gør og forklarer dig, hvorfor historien er under vores fødder! Book billet til arrangementet 'Detektorfører for en dag'

Lav æblemost og bag brød ved Tadre Mølle

Tadre Mølles Venner inviterer i samarbejde med nationalparken til aktiviteter, hygge og sjov for hele familien mandag til lørdag d. 12.-17. oktober kl. 12-16.

Gå på opdagelse i naturen, prøv kræfter med bagning af møllens mel eller lav egne kreationer af uld og filt. Most æbler, gå i træværkstedet, skriv breve med fjerpen og oplev mølleværkets kræfter. I kostalden udstiller Onsdagsmalerne deres kunst.

Tag turen til den eventyrlige og naturskønne Elverdamsdal og besøg Tadre Mølle. Book billet til 'Efterårsferien på Tadre Mølle'

Svampe

Prøv det kolde gys i Gershøj

I Gershøj har de netop fået en helt ny sauna, og Gershøj Saunalaug inviterer i samarbejde med nationalparken alle til at indvie den 16.-17. oktober kl. 16-18.

Kom til Gershøj Strand og få et forfriskende dyp i Roskilde Fjord efterfulgt af en varm sauna-tur.

Der vil være særlige retningslinjer i forhold til covid-19, så alle kan føle sig sikre. Tilmeld dig den 16. oktober her - eller tilmeld dig den 17. oktober her.

Tag ud på opdagelse selv

Natte-aktiviteter

Der sker en masse andet i naturen, når natten mørklægger landskabet: Flagermusene kommer frem, frøerne kvækker, natsværmerne kommer på vingerne, uglerne og grævlingerne går på jagt og insekterne i skovbunden får travlt. Tag fx ud til et shelter i Bidstrup Skovene eller Boserup Skov om aftenen og opdag nattens skjulte verden.

Drage-tur ved Roskilde Fjord

Efterår betyder også blæsevejr. Når ungerne er trætte af at hoppe i vandpytter, kan I samle nogle gode lange, lige pinde til at bygge drager med indendørs i varmen. Når regnen stilner af, kan I tage ud og flyve med dragen, fx ved Vigen Strandpark – eller et hvilket som helst andet sted uden for mange træer.

Se Per fra Affaldsimperiet lave en drage af genbrugstelte fra Roskilde Festivallen i videoen. 

Tag på svampesafari, bær-jagt og æblerov

Oktober er lige med æbletid - og det er let at se, hvornår æblerne på et æbletræ er modne, for så begynder de at falde ned og ligger under træet. Der findes mange store og små æbleplantager rundt omkring i nationalparken - spørg ejeren om lov til at plukke før du går på rov. Læs mere om æblernes finurlige verden

I efteråret bugner naturen også af svampe, og man behøver ikke være svampeekspert for at tage på svampesafari i oktober og november. Svampene kommer i en fantastisk variation af farver og former. Se hvor mange du kan finde – og tag en svampebog med og se, om du kan identificere dem. Hvis du skal spise dem, så er det en god ide at tage en person med, som kender lidt til svampene - læs mere om at tage på svampesafari

 

Find flere efterårsoplevelser

Du kan altid finde mere inspiration til aktiviteter, arrangementer og oplevelser på vores hjemmeside og facebookside:

Se alle nationalparkens arrangementer i kalenderen

Mange andre aktører tilbyder også arrangementer i nationalparken

Du kan også følge nationalparken på facebook - så får du vores nyheder og arrangementer i dit news feed.