Verdensarven fejres 20. september

Publiceret 17-09-2019

Verdensarvsdagen fejres i Roskilde

Roskilde Domkirke har været UNESCO verdensarv siden 1995. Foto: Ole Malling

Kom og smag, hør, mærk eller selv fortæl om vores fælles kulturarv; om hvorfor Domkirken er udpeget som det bedste af det bedste - og hvorfor kulturarven er så vigtig for byen. Verdensarvsdagen er for skolebørn, for bedsteforældre, for nørderne, for de travle og for nybegynderne.

I år sætter vi særlig fokus på den sårbare verdensarv med bl.a. journalist Nagieb Khaja og med visning af dokumentaren ”Destruction of Heritage”. Programmet kører fra morgen til aften med byvandringer, drama, fællessang, gammelt håndværk med mere, og der er gratis adgang til Domkirken. Det er anden gang Roskilde er vært for Verdensarvsdagen.

Verdensarvsdagen er initieret af Verdensarvsudvalget under Roskilde Domsogns menighedsråd, og arrangeret af Verdensarvsrådet, en bred vifte af lokale aktører fra erhvervsliv, undervisnings- og kulturinstitutioner, turismeorganisationen, kommune og menighedsråd - heriblandt Nationalpark Skjoldungernes Land. Verdensarvsdagen støttes økonomisk af Roskilde Kommune og Roskilde Domsogns menighedsråd.

PROGRAM

09.15 Morgenandagt i Roskilde Domkirke

10-12 Når krig ødelægger verdensarven – film og foredrag. 

I de senere år har vi været vidne til hvordan ekstremister målrettet har ødelagt Verdensarvssteder som Palmyra i Syrien og Buddhastatuerne i Bamiyan, Afghanistan. Dokumentaren "The Destruction of Memory" udforsker, hvorfor kulturarven ofte er et offer i væbnede konflikter. Efter filmen vil Ph.d. studerende ved Nationalmuseet, Joanne McCafferty, fortælle om hvilke muligheder det internationale samfund har for at beskytte kulturarv i krig. Foredraget og filmen er på engelsk. Arrangementet foregår i Konventhuset bag Domkirken og er uden tilmelding.

10-11.30 + 12-13.30 Omvisninger i Domkirken ved Roskilde Gymnasiums elever

11.00-13.30 Roskilde Tekniske Skole viser gamle håndværk på Stændertorvet

11.00 Roskilde Gymnasium opfører dramastykket ”Domkirkens Røverhistorier” inde i Domkirken

11.30-12.45 Finurlige fortællinger.

Kulturstrøget laver finurlige fortællinger i Roskilde for 3. klasser, om hvorfor Domkirken er verdensarv af Byens hus - Roskilde, Kulturstrøget og Nationalpark Skjoldungernes Land

12.00 Fredagsaltergang i Domkirken

12.30 Fællesang.

Skolebørn fra byens skoler og kor fra Østervangsskolen synger for akkompagneret af rigsspillemanden Rune Tonsgaard Sørensen på violin. Rune er en af vores lands bedste spillemænd kendt både fra optræden på Roskilde Festival med folkemusikgruppen Dreamers Circus samt fra klassiske Danish Quartet.

12.45 Uropførelse af Verdensarvssang.

Østervangsskolens elever synger for, når 150 elever synger fællessang i Domkirken og slutter af med ny Verdensarvssang ”Arven er en gave” af dirigent, komponist og musiker Jakob Høgsbro, forfatter Dorte Schou og underviser, komponist og tekstforfatter Martin Gerup.

Roskilde Museum udbyder workshops for skoler - læs mere her.

EFTERMIDDAG FOR FAMILIER

14-16 Fortællere og rundvisere i Domkirken ved Roskilde Gymnasiums elever og Domkirkens guider

14.30-16 Det kom, det var, det forsvandt!

Byvandring i Roskilde ved Roskilde Museum. Byvandringen giver et indblik i byens historie, det, der er tilbage af fortiden og de trusler, der er og har været mod vores kulturarv. Billetter her: https://billetto.dk/e/det-kom-det-var-det-forsvandt-byvandring-i-roskilde-billetter-367744

16-17.30 Middelalder, kirkeruin og fyraftensøl under jorden i Sankt Laurentii kirkeruin af Roskilde Museum.

Roskilde Museum holder denne dag særåbent i Sankt Laurentius og inviterer til omvisning i ruinen og dialog om middelalder, arkæologi og verdensarv over en fyraftensøl i selskab med middelalderarkæolog Alexander Banck. Billetter her.

AFTEN I DOMKIRKEN

17.30-18.40 Foredrag om Verdensarvens betydning i konflikter.

Foredrag af Christian Potalivo, medskaber af Netflix-serien ”The Rain”, der fortæller om, hvorfor Domkirken er valgt som ødelagt monument i et apokalyptisk samfund.
Derefter foredrag med journalist, forfatter og prisvindende dokumentarist Nagieb Khaja, som med udgangspunkt i egne rejser fortæller om, hvorfor ekstremistiske grupper, heriblandt Taliban og Islamisk Stat, ødelagde bygninger og kultur fra præislamisk tid. Nagieb Khaja sætter undersøger også, hvilke konsekvenser destruktionen af de vigtige historiske bygninger og genstande har haft for syrerne og afghanerne, og hvad det har betydet for deres selvopfattelse.

18.45-19.30 Koncert med Roskilde Domkirkes Pigekor herunder fællessang i Domkirken.

HELE DAGEN

Der er gratis adgang til Roskilde Domkirke. Mulighed for at købe og smage Verdensarvs-te fra A.C. Perchs Thehandel hos NO1 i Sankt Ols Gade eller nyde en Verdensarvsøl fra Herslev Bryghus på Roskildes caféer og restauranter
Verdensarvslys på energitårnet Argo.