Nationalparkens sekretariat flytter

Publiceret 05-02-2019

Nye lokaler på Ledreborg er nu taget i brug

Den nye indgang til nationalpark-sekretariatets kontorer. Foto: Nynne Sørgaard

Over andedammen

Over de sidste par uger er lokalerne på Ledreborg Allé 2B langsomt blevet tømt for ting, og fredags blev de sidste skærme og borde endelig rykket ud. Nationalparkens sekretariat er vokset ud af de lokaler, hvor de har haft til huse gennem de sidste fire år.

Det er dog ikke langt, man skal bevæge sig, for at nå den nye bygning. Blot få hundrede meter længere nede af grusvejen – på den anden side af andedammen, finder man den gamle inspektørbolig, Christinalyst, som fremover vil danne rammerne om Nationalparkens arbejde.

Adressen er også næsten den samme – nemlig Ledreborg Allé 2A.

Sekretariatet er vokset

Grunden til, at sekretariatet nu har rykket lokaler, er, at der især gennem det sidste år, er kommet flere ansatte til. 

Fra 1. februar er der i alt ansat 10 medarbejdere i sekretariatet, hvoraf tre arbejder på deltid. Dertil kommer Nationalparkens bestyrelsesformand, Lars Vedsmand, som også ofte har brug for en plads blandt sekretariatets medarbejdere.

Med de nye lokaler bliver det muligt for Nationalparken at tage imod praktikanter, studerende og lignende, ligesom det bliver muligt at kunne holde større møder, fx bestyrelsesmøder og rådsmøder uden at skulle ud og lede efter større mødelokaler. 

100 gæster til housewarming

Med flytningen til Christinalyst får sekretariatet meget mere og tiltrængt plads. Her er omkring 500 kvadratmeter i tre etager at boltre sig på.

I fredags indtog sekretariatets medarbejdere deres nye kontorer – men allerede forrige torsdag, blev lokalerne indviet ved en housewarming. 

Omkring 100 gæster kom forbi for at se de nye lokaler og hilse på hinanden. Både bestyrelse, nationalparkråd, formidlerkorps, partnere og andre samarbejdspartnere var repræsenteret – og der var plads til alle.

Arrangementet forløb over al forventning og bekræftede behovet for større lokaler, hvor flere mennesker kan mødes og skabe de netværk og partnerskaber, som Nationalparken ønsker at danne grobund for.

Her fra sekretariatet ser vi frem til at kunne byde mange flere mennesker indenfor til en kop kaffe, et møde eller en lille omvisning på Ledreborg Allé 2A.

Formand for Nationalparkrådet Gordon P. Henriksen forærer ved housewarmingen en fisk til sekretariatet. Nationalparkchef Anders Bülow tager imod. Fisken symboliserer alt det natur og kultur, vi skal huske på, når de mange projekter i nationalparken udformes.

Der blev skålet mange gange for sekretariatet, nationalparken og de mange ildsjæle, der hver dag bringer idéer og gode samarbejdsmuligheder til nationalparken.

Bestyrelsesformand Lars Vedsmand skænker fadøl fra Herlsev Bryghus til de mange glade gæster.

Fra Gershøjfiskerne fik Thomas Vestergaard overrakt et maleri af fjorden og Eskilsø.