Mød nationalparken på nyåbnet bibliotek
Publiceret 05-04-2019Lejre Bibliotek er genopstået med nationalparken som formidlingspartner. Kom til indvielse lørdag den 6. april.

I mandags genåbnede Lejre Bibliotek i helt nye, moderne klæder. Fra gulv til loft står bøger på række med forsiden ud af – alle parate til at blive snuppet ned fra hylderne og læst i en hyggelig krog. Og midt i det store, åbne lokale indbyder tre store touchskærme den besøgende til at klikke, læse og undersøge nærområdet gennem tekst, billeder og quizzer.
Ved et klik på Nationalpark Skjoldungernes Land finder man blandt andet inspiration til vandreture i området, et link til nationalparkens app med interaktivt kort og kan teste sin viden om nationalparkens særlige kendetegn.
En helt ny formidlingsperron
Den gamle stationsbygning, hvor biblioteket har til huse på Lejre Station, har over en længere periode været lukket ned på grund af et omfattende skimmelsvampangreb. Men nu er der foretaget en gennemrenovering af bygningen og en fornyelse af bibliotekets fysiske rum. Nu er det ikke længere kun et bibliotek, men en formidlingsperron.
I den forbindelse har biblioteket indgået et samarbejde med en række aktører i området om at formidle indhold på de tre nye touchskærme. Ud over Nationalpark Skjoldungernes Land, er Sagnlandet Lejre, Roskilde Museum, Visit Lejre, Ledreborg Slot og Iværksætterhuset SPOR 3 blandt andet repræsenteret.
Indvielse på lørdag
Nationalpark Skjoldungernes Land har været med til at finansiere den ene skærm. Håbet er, at nationalparken med sin tilstedeværelse på formidlingsperronen bliver mere synlig for både lokale og besøgende, som kan smutte en tur på biblioteket, når de venter på toget eller lige er stået af.
På lørdag den 6. april holder biblioteket officiel indvielse kl. 10-13, hvor alle der har lyst kan komme forbi, opleve rummet, høre åbningstalen og få en kop kaffe.
Læs mere om indvielsen