Frivillige gjorde fjordens strande plastikfri

Publiceret 05-04-2019

Der er godt nyt for fjordens fugle, som nu kan gå en yngletid i møde med mindre skrald omkring fjorden.

Frivillige indsamlere

Op mod 1 ton skrald blev det til, da Nationalpark Skjoldungernes Land, sammen med lokale tovholdere, inviterede frivillige til fælles affaldsindsamling ved Roskilde Fjord. Arrangementet fandt sted søndag den 31. marts og var et led i den nationale affaldsindsamling arrangeret af Danmarks Naturfredningsforening.

Det stormede, så det gik gennem marv og ben, men solen skinnede, og humøret var højt, da mere end 350 frivillige i alderen 1-91 år troppede op til årets strandoprydninger ved Roskilde Fjord.

Indsatsen var fordelt over ni steder, bl.a. ved Roskilde Havn, Boserup Skov, Jyllinge, Lejre Vig og strækningen Lundby til Selsø. Her fik hver indsamler udleveret en sæk og begav sig herefter ud til de vindomsuste strande for at spotte og indsamle alle efterladenskaber, som ikke hørte hjemme i naturen.

For mange gik der ligefrem sport i at indsamle så meget skrald som muligt, og store som små hænder holdt godt fast på de fundne sager, som ellers blæste væk i vinden. I Jyllinge havde lokale supermarkeder sponsoreret kage, kaffe, slik og frugt, og et pizzeria havde sat et gavekort på højkant til den, der kunne gætte, hvor meget skrald, der var indsamlet i slutningen af dagen.

En hjælp til fjorden fugle

At man nu kan tage til stranden til sommer uden at skulle solbade i skrald, kan alle nok blive enige om er dejligt. Men strandoprydningen har langt vigtigere betydning for andre af fjordens faste beboere og gæster.

”At der bliver samlet skrald betyder, at der er mindre risiko for, at fugle, fisk og andre dyr spiser farligt affald eller bliver fanget i det. Især plastik er en synder, da det nedbrydes utroligt langsomt og derfor ligger i naturen i mange år med risiko for at ende i maver og reder”, fortæller naturvejleder i Nationalpark Skjoldungernes Land, Sofie Clauson-Kaas, som har været koordinator af indsatsen i området.

I øjeblikket er især fuglene ekstra sårbare over for skrald, da yngletiden er sat ind. I denne tid bruger fuglene al deres energi på at bygge rede, lægge æg og passe unger, og som Sofie forklarer:

”Det gør en stor forskel for disse fugle, at de ikke skal bruge kræfter på at slås med plastikaffald og andet giftigt affald. Det farlige affald skal væk fra fjorden og de nærtliggende områder, hvis vi skal bevare et rigt fugleliv og skønne naturområder”.

Cigaretskodder, mejsekuglenet og andet møj

Behovet for indsamling af skrald er derfor stor, hvilket også kunne ses ud fra de tal, indsamlingsstederne har indberettet til nationalparken. På de to timer, som arrangementet varede, blev der i alt indsamlet op mod 1 ton skrald, hvoraf 73 % var plastik.

Der blev fundet alt fra store stykker plastik på en arms længde til små bitte enheder – og især forskellige former for emballage, grønne net fra majsekugler og haglskåle fra jagture lå på bunden af indsamlingssækkene.

Meget kommer flydende ind på stranden fra fjorden, men meget skrald er tydeligvis også smidt af gæster på stranden, i skoven og omkring shelter- og bålpladser. Der blev for eksempel indsamlet 8000 cigaretskodder, selvom de kan være ret svære at få øje på.

Dejligt med opbakning

Bag affaldsindsamlingen står et stærkt hold af lokale, frivillige tovholdere i områderne, som alle har lagt et stort arbejde i at afholde de forskellige arrangementer og bagefter sortere, optælle og veje skraldet. Hertil kommer de 350 frivillige indsamlere, som med glæde har brugt deres søndag på at samle andres skrald op.

”Det er fantastisk at se, at befolkningen tager ansvar for deres lokalområde og viser, at de ikke vil være med til at se deres skønne område blive ødelagt. Det viser, at de går op i deres nærområde og holder af det. De frivillige kræfter, vi så den 31. marts 2019 omkring Roskilde Fjord, var imponerende, og jeg vil gerne sende et stort tak for den gode indsats til alle de medvirkende”, siger Sofie Clauson-Kaas.

Affaldsindsamling i Jyllinge

Dreng samler skrald