10 tips til efterårsoplevelser i nationalparken

Publiceret 11-10-2019

Få inspiration til efterårsoplevelser for både børn og voksne

Efterårsferien står for døren og naturen har netop nu iklædt sig sine smukkeste efterårsklæder. Her får du 10 tips til gode efterårsoplevelser i nationalparken for både børn og voksne.

1. Se på efterårsfarver fra Skjoldungestien

Snør vandrestøvlerne, find vindjakken frem og gå en tur ad Skjoldungestien. Den 40 kilometer lange sti går hele vejen fra Roskilde til Hvalsø gennem Gl. Lejre, og fra Gevninge til Osted. Her i efteråret er der særlig smukt at gå fra Roskilde og ind gennem Boserup Skov – eller fra Hvalsø ind gennem Bidstrup Skovene. Langs ruten er der shelterpladser, hvor man kan tage et hvil og drikke sin medbragte kaffe midt i efterårets lækre farvelade. Find et kort her.

2. Flyv med drage

Efterår er lig med blæsevejr. Når ungerne er trætte af at hoppe i vandpytter, kan I samle nogle gode lange, lige pinde til at bygge drager med indendørs i varmen. På nettet kan man finde mange gode opskrifter på hjemmelavede drager. Når regnen stilner af, kan I tage ud og flyve med dragen, fx ved Vigen Strandpark – eller et hvilket som helst andet sted uden for mange træer.

3. Tag på svampesafari

Lige nu bugner naturen af svampe, og man behøver ikke være svampeekspert for at tage på svampesafari. Svampene kommer i en fantastisk variation af farver og former. Se hvor mange du kan finde – og tag en svampebog med og se, om du kan identificere dem. Svampene udgør også glimrende motiver for både fotografi og malerkunst, så tag fx kamera eller papir og pensel med i tasken. Du kan selvfølgelig også gå på jagt efter svampe til panden. Hvis du ikke er vant til at samle svampe vil det dog være en god idé at starte med at tage på en svampetur med en, der kender svampene. Og start med rørhattene, da vi i Danmark kun har to giftige rørhatte: Satans rørhat og djævle-rørhat. Begge er relativt sjældne, og derfor er rørhattene det sikreste valg for nybegyndere, der vil samle spisesvampe.

4. Tag på svampesafari – for børn

Svampeture kan være mindst ligeså sjove for børn som for voksne. Tag en heksegryde (spand) med og fyld den med forskellige svampe. I en svampebog kan I slå op og se, hvilke der er giftige. I kan lede efter kendetegn på svampene og tildele svampene magiske evner. Prøv også om I kan finde støvbolde, og se, hvordan de sender skyer af små svampesporer af sted, når I prikker til dem. 

5. Lav snaps af slåen

Der vokser slåen rigtig mange steder i Nationalpark Skjoldungernes Land, og det er nu, at frugten fra slåen skal plukkes. Slåen danner krat og vokser ofte i skovbryn, hegn og på overdrev. Tag et par gode håndfulde med hjem og start med at læg bærrene i fryseren, så du er sikker på, de har fået frost – det sikrer en mild og god smag. Hæld de frosne bær op i snapsen eller vodkaen, tilsæt lidt sukker eller honning og lad dem trække i 3-4 uger, før du sigter bærrene fra. Dermed bliver snapsen klar til jul! 

6. Sy en uro af frø fra løn og ahorn

Tag en tur ud i nationalparken og kig efter ahorn og løn. Begge træer har håndformede blade, som lige nu har en flot gul eller rød farve. Frø fra ahorn og løn har form som små vinger, og de snurrer rundt som propeller, hvis du kaster dem op i luften. Du kan plukke frøene fra træerne, hvor de hænger i klaser, eller du kan samle dem op fra jorden. Saml mellem 20 og 50 frø – så har du til at lave en smuk efterårs-uro. Bind først en sten i enden af en lang sytråd (læg den gerne dobbelt) og træk herefter frøene på ét af gangen. Stik nålen ind igennem det lille frø, så vingen stikker ud til den ene side. Når du synes, at uroen er lang nok, er den færdig.

7. Se på efterårets fugletræk

Tag kikkerten om halsen og hæld noget varmt på termokanden. Der er mange gode steder at se på fugle i Nationalpark Skjoldungernes Land. Fx ved Jyllinge, Kattinge Søerne, Møllekrogen og Selsø Sø. Lige nu flyver millioner af fugle sydpå i jagten på fx grønt græs eller insekter. Nogle af trækfuglene passerer nationalparken, og derfor kan der være særligt spændende fugleoplevelser i efteråret. Fx får nationalparken lige nu besøg af mange rovfugle, der er på vej mod sydvest.

 

8. Kig på kogler

Lige nu kan du finde masser af kogler i skovbunden i fx Boserup Skov eller Bidstrup Skovene. Saml kogler og undersøg dem. De flotteste kogler kan du tage med hjem, og bruge dem til juledekorationer eller en uro. Se om du kan finde nogle, der er spist af. Hvem har spist dem? Musen er lille og fin, den gnaver grundigt alle kogleskællene af helt inde ved koglens midterakse – og efterlader en pæn afbidt kogle. Egernet river og gnaver i sin kogle for at komme ind til de små frø under kogleskællene. Egernets kogle ser derfor mere forrevet og flosset ud – bortset fra spidsen af den ene ende, hvor egernet har holdt fast. Spætten er det største rodeoved. Den hakker bare løs i koglen og efterlader den helt forpjusket. 

9. Tænd bål og mærk mørket

Med efterårets gang bliver nætterne længere. Tag en sød person og lidt tørt brænde med ud til en af shelterpladserne fx i Boserup Skov, Bidstrup Skovene eller ved Gl. Lejre og tænd et bål. Sæt vand over til bålkaffe og lad mørket omslutte jer. I mørket kan I lytte til nattens lyde, fx natuglen. Kig på vejrudsigten på forhånd og vælg en dag uden skyer – så kan I samtidig kigge ud i universets uendelighed af stjerner, galaxer, planeter, satellitter og hvem ved, måske kan I få øje på den internationale rumstation, når den flyver henover nattehimlen som en lysende prik.

10. Lav varm kakao og pandekager over bål

Det er også spændende for børn at opleve mørket og nattens lyde – men shelterhygge fungerer ligeså godt før mørket sænker sig. Tag fx en gryde og en bålpande med. Medbring også lidt tørt brænde, kakao, pandekagedej og evt. skumfiduser til de utålmodige. Varm kakao og bag pandekager over bål. I shelterne kan man putte sig i tæpper eller en sovepose, hvis det er meget koldt.

Find flere efterårsoplevelser

Med disse ti tips til oplevelser er det bare om at komme ud i efteråret. Skulle du løbe tør, kan du altid finde mere inspiration på vores hjemmeside og facebookside:

Find flere aktiviteter i naturen her.

Se alle nationalparkens arrangementer her.

Der er mange andre, der tilbyder arrangementer i nationalparken - se her

Få inspiration til udflugter lige her.

Du kan også følge nationalparken på facebook - så får du vores nyheder og arrangementer i dit news feed.