Se vinderne i årets fotokonkurrence
Publiceret 01-06-2018Vinderne i fotokonkurrencen ’Lys og Liv’ - #minNPSkjold2018 er nu fundet
Vinderen i kategorien 'bedste fortælling' er Christian Klarskov Larsen med sit foto af 'mor og datter ved Roskilde Fjord, Boserup'. Foto: Christian Klarskov Larsen
Der har været masser af lys og liv i Nationalpark Skjoldungernes Land de sidste par måneder.
Foråret nåede kun lige at tø skovbunden op, før sommeren væltede ind over os, og det fik tilsyneladende folk ud i det gode vejr – med kamera i hånden.
Hele 354 fotografier blev indsendt i nationalparkens fotokonkurrence ’Lys og Liv’ – #minNPSkjold2018, som kørte fra 8. april til 10. maj. Nu er to vindere kåret i kategorierne ’Bedste Fotografi’ og ’Bedste Fortælling’.
Dommerpanelet bestod af fotograf Ole Malling, fotograf Martin Kunzendorf, fotokonkurrencedommer og redaktør på Lejre Lokalavis, Palle Bruselius, samt Malene Bendix og Camilla van Deurs fra nationalparkens sekretariat.
Bedste fortælling: Mor og datter på tur ved Roskilde Fjord
Vinderen i kategorien ’bedste fortælling’ er Christian Klarskov Larsen med sit foto af ’Mor og datter på tur ved Roskilde Fjord, Boserup’.
Dommerpanelet understregede blandt andet, at fortællingen om lys og liv er helt tydelig på dette fotografi – ”med det helt spæde forårslys og børneliv”.
Fotoet viser nationalparkens karakteristiske naturtræk; Roskilde Fjord, og vinklen er sjov – ”som om at vi som betragtere ligger nede i mudderet”.
Endelig mente dommerpanelet, at fotoet står som en sjov kommentar til vores tid, hvor vi står ude i den smukke natur og alligevel ofte oplever den gennem en skærm – mobiltelefonen.
Bedste fotografi: Strand-nellike
Vinderen i kategorien ’Bedste Fotografi’ er Thomas Retsloff med sit billede af ’Strand-nellikke’.

Kåringen skete på baggrund af en grundig diskussion, hvor dommerpanelet blandt andet lagde vægt på vinder-fotografiets gode komposition med strand-nellikken forrest og den helt uskarpe baggrund.
Dommerpanelet sagde blandt andet: ”Der er eksperimenteret med lyset, hvor især strand-nellikkens rød-lilla farver kommer flot frem fra mørket” og ”det har været vanskeligt at tage dette foto – både fordi blomsten ikke er almindelig, og så er der gjort en satsning både med zoom, komposition og modlyset.”
Flere fotos var hårde konkurrenter
Der var mange gode fotografier, og det var derfor ikke nemt for dommerpanelet at udvælge de to vindere.
Især to fotografier var meget svære ikke at præmiere. Jette Egtveds foto ’Frosne bær i modlys’ var en tæt konkurrent i kategorien ’bedste fotografi’:

Og Lena Devlens foto ’Pige ved lerskrænten, Boserup’ (nedenfor) var tæt på at vinde i kategorien ’bedste fortælling’.
Alle fotos i konkurrencen kan ses på Instagram under hashtagget #minNPSkjold2018
