Nyistandsatte stier på Eskilsø
Publiceret 02-11-2018Nu kan besøgende finde vej udenom fuglene
Nye pæle viser vej på Eskilsø. Foto af Erik Jensen
Stier skal beskytte fuglelivet
Nationalparken har fået istandsat stierne på Eskilsø, så det igen er let at finde vej til de mange dejlige steder på øen.
Det er Struckmannfonden, der ejer øen, som har ønsket istandsættelsen af stierne, så øens gæster kan komme rundt - uden at øens rige fugleliv bliver forstyrret.
Hvert år yngler tusindvis af fugle på Eskilsø’s uforstyrrede kyster og de andre småøer i Roskilde fjord. Netop nu bruger titusinder af trækfugle Eskilsø som base for at samle kræfter til vinteren eller til det lange træk sydpå.
Derfor blev der allerede i 1985 lavet en fredning af Eskilsø, der bestemmer, hvor besøgende må færdes. Og i den forbindelse er stierne vigtige, så alle bliver ledt den rigtige vej.
Hvis du vil besøge Eskilsø og gå langs de cirka 3 kilometer stier, eller nyde den medbragte frokost på bænkene ved klosterruinen, så husk, at der kun er adgang til øen fra molen ved vestsiden. Du kan aftale en overfart med øens beboere, og læse mere om Eskilsø på www.eskilsø1.dk.