Vintersolhverv i Roskilde Domkirke

Publiceret 11-12-2015

SÆRARRANGEMENT - På Skjoldungernes tid fejrede man lysets komme ved Jól, og i kristen tid fejrer vi Kristi fødsel ved Jul. Er der en sammenhæng? Bliv klogere på svaret og vores historie mandag den 21. december i Roskilde Domkirke.

undefined

På årets korteste dag fejrer Nationalpark Skjoldungernes Land og Roskilde Domkirke, at vi går imod lysere tider. Vintersolhverv falder mandag den 21. december. På dagen inviteres til et gratis arrangement i domkirken med oplæsning, fortælling og musikalske indslag fra kl. 17.00 - 18.00.


Museumsdirektør Frank Birkebæk fortæller om Roskilde og Lejres rigshistoriske betydning. Forhenværende lektor Peter Springborg læser op af Skjoldungesagaen (også på oldnordisk), og domprovst Jens Arendt fortæller om skjalden Beda fra Skjoldungernes tid. Jan Eriksen, næstformand i nationalparken, filosoferer over årets gang i naturen. Under arrangementet synger vi årstidens salmer og sange ligesom vi spiller folketoner fra Roskilde og Lejre gennem 1000 år.


"En nationalpark beskæftiger sig ikke kun med beskyttelse og udvikling af naturen.” siger formand for nationalparkens bestyrelse Lars Vedsmand. ”Vi arbejder også for lokalsamfundet og fokus på de værdier, der knytter os sammen. Roskilde Domkirke er ikke blot et unikt kulturhistorisk monument i nationalparken, men også et naturligt sted at samles og blive klogere på vores historie og vores visioner.”


I domkirken hilser man et samarbejde med nationalparken velkommen, og biskop Peter Fischer-Møller siger: "Ligesom tro ikke kun foregår om søndagen, så er kirkens virke ikke begrænset til det, der foregår inden for kirkens mure. Det er afgørende, at kirken spiller en aktiv rolle i forhold til at værne om vores natur og være medspiller i forhold til kulturen i bred forstand. Derfor er det helt naturligt for os at samarbejde med nationalparken om et arrangement som dette."


Vintersolhverv i Roskilde Domkirke
Mandag den 21. december kl. 17.00 - 18.00
Gratis adgang. Alle er velkomne.