Ørnens Dag 23. februar

Publiceret 13-01-2020

Se Nordeuropas største rovfugl i nationalparken.

Havørnen kan have et vingefang på op til 2,45 meter. Foto: Hans Henrik Erhardi

Ørnens Dag fejres over hele landet af Dansk Ornitologisk Forening d. 23. februar 2020. I Nationalpark Skjoldungernes Land er dagen dedikeret til havørnen med et arrangement i samarbejde med DOF Roskilde.

Stil skarpt på fuglene

Arrangementet er åbent for alle, og i løbet af dagen vil der være aktivitet for både nybegyndere og garvede fuglekiggere, pensionister og børn. finder sted den 23. februar i Jyllinge fra klokken 10-14.

På dagen vil DOF Roskilde og Nationalpark Skjoldungernes Land stå klar med teleskoper, naturvejleder, fuglekyndige og varme drikke.

Ud over havørnen, vil der også blive stillet skarpt på fjordens andre fugle som gæs, ænder og terner.

Det er en rigtig god idé at medbringe din egen kikkert, hvis du har – og klæde dig på med varmt tøj mod vind og kulde.

Om havørnen

Havørnen har to ynglesteder ved Roskilde Fjord i Nationalpark Skjoldungernes Land - og her har den det godt. Siden 2006 har ørne-parrene fået mere end 24 havørneunger i området.

Rovfuglen kan få et vingefang på 2,45 meter og kaldes derfor også for 'Den Flyvende Dør. Februar er et rigtig godt tidspunkt at spotte havørnen, når den svæver rundt over fjorden eller i toppen af et træ i skoven og spejder udover landskabet.

Se havørnen jage ved Roskilde Fjord i videoen nedenfor.