Le-Festival på Kildeengen

Publiceret 13-01-2020

Sving leen og hjælp blomsterne på Kildeengen.

Den 5. september kan du være med, når vi igen holder Le-Festival på Kildeengen i Bidstrup Skovene. På dagen kan du prøve at svinge en le, lære om redskabet og høre om, hvad le-slåning kan gøre for naturens ve og vel.

Når arealet bliver slået med le bliver de høje, overskyggende græsser fjernet, og det giver bedre plads til biodiversitet. Engen står år efter år med flotte orkidéer og andre blomster, der får lys og plads til at gro, og som lokker sjældne insekter til.

Kildeengen passes af Kildeengens Høslætlaug, der viser håndværket frem på dagen og byder alle velkommen. I kan her prøve kræfter med det gamle håndværk, udvikle kompetencer og høre om engens natur og historie.

Fællesskab skaber festival

Hvis du er nybegynder med le eller skal have finpudset din teknik, så kan du melde dig på et hold med instruktør.

Det er gratis at deltage i Le-Festival, og vi sørger for frokost, kaffe/te og aftensmad som tak for jeres indsats med at pleje engen.

Program og nærmere information følger!

Le-Festival arrangeres af Nationalpark Skjoldungernes Land, Kildeengens Høslætlaug, Danmarks Naturfredningsforening og Naturstyrelsen.