AFLYST - Stjerneaften
Publiceret 04-10-2019AFLYST - desværre er vejret i aften ikke til stjerne-kiggeri.
Andromedagalaksen indeholder nogle hundrede millioner stjerner. Foto: Adam Evans
Vi er desværre nødt til at aflyse arrangementet pga. dårligt vejr. Ny dato følger.
Efteråret er over os og dagene bliver kortere og kortere. Det betyder, at der er flere mørke timer til at betragte nattehimlens mange stjerner og planeter.
Nationalpark Skjoldungernes Land inviterer derfor til stjernekigger-aften i samarbejde med Wieth-Knudsen Observatoriet. Arrangementet finder sted fredag den 4. oktober fra klokken 19.30 til 22 ved Salvadparken.
Se stjernetåger og galakser med astrofysiker
Salvadparken ligger mellem Veddelev og Jyllinge på Frederiksborgvej 501. Her er der kun meget lidt forstyrrende lys og god udsigt til himlen, og netop derfor er stedet oplagt til at kigge på stjerner.
Til arrangementet er det muligt at få et helt unikt kig ud i rummet, når folk fra Wieth Knudsen Observatoriet i Tisvilde samt medlemmer af astronomiske foreninger stiller op med stjernekikkerter, som besøgende kan få lov at kigge i.
Arrangementet starter før det bliver helt mørkt. Her vil det allerede være muligt at se månen lavt på sydhimlen midt mellem planeterne Jupiter og Saturn. Jupiter går ned ved 21-tiden.
Undervejs vil astrofysiker Michael Quaade fra Wieth-Knudsen Observatoriet fortælle om efterårshimlens spændende stjernehobe, tåger og galaxer.
Fx kan besøgende høre om ringtågen i stjernebilledet Lyren, som er en ringformet tåge af stof, der er kastet ud af en døende stjerne for 10-20.000 år siden. Eller om Andromedagalaksen, som indeholder nogle hundrede milliarder stjerner – 2-3 millioner lysår væk.
Arrangementet er gratis og kræver ingen tilmelding. Ved dårligt vejr aflyses arrangementet.