Hjælp hasselmusen i Bidstrup Skovene

Publiceret 09-10-2019

Byg redekasser og plant buske til hasselmusen 16. oktober kl. 10-13

Hasselmus. Foto: Naturstyrelsen
Hasselmusen er slet ikke en mus, men en syvsover. Foto: Naturstyrelsen

I efterårsferien kan du og familien være med til at hjælpe den sjældne hasselmus, som lever i Bidstrup Skovene. Hasselmusen er et sjældent dyr i Danmark, men lige præcis i Bidstrup Skovene kan du være heldig at støde på den. Vi kan hjælpe den godt på vej mod vinteren ved at bygge redekasser og sørge for, at der er buske, som den kan gemme sig i. 

Aktiviteter på dagen

  • Gå på nøddejagt - Hasselmusen elsker hasselnødder og vi går på jagt efter afgnavede nødder.
  • Plant buske til gavn for hasselmusen
  • Byg redekasser til hasselmusen og hjælp skovfogeden med at sætte dem op

Skovfogeden får hjælp til at hænge redekasser op

Aktiviteterne arrangeres af Naturstyrelsen, Danmarksnaturfrednings Forening Lejre og Nationalpark Skjoldungernes Land. Naturvejleder Sofie Clauson-Kaas står for dagen med hjælp fra Skovfoged Hans Jessen og Erik Olsen fra DN Lejre

Praktisk

Tidspunkt: kl. 10-13

Mødested: Shelter ved Avnstrup i Bidstrup Skovene - Link til kort: https://bit.ly/2m4wA8v

Målgruppe: Alle er velkomne

Arrangementet er gratis og tilmelding er ikke nødvendig, men du kan tilmelde dig på Facebook: https://www.facebook.com/events/2394442060798868/ 

Bålhygge med naturvejlederen

Kender du hasselmusen?

Hasselmusen er et af Danmarks mest sjældne pattedyr. Navnet snyder lidt for hasselmusen er faktisk slet ikke en mus men en syvsover og endda den eneste repræsentant af syvsoverfamilien i Danmark. Hasselmusen har en lang busket hale, sorte blanke øjne og er en dygtigt klatrer, der tilbringer størstedelen af den aktive tid i trækroner og buske.

Hasselmusen er primært aktiv om natten, hvor den spiser skud, bær, insekter og selvfølgelig hasselnødder. Den er dog kun i gang fra omkring maj til september, de den, som navnet antyder, er en rigtig ”syvsover” som går i vinterdvale og sover fra september/oktober til hen på foråret.

Da hasselmusen i dag er på rødlisten over truede arter i Danmark og resten af verden, er vi forpligtede til at overvåge arten og beskytte den i naturen.